Store dele af Nordeuropa kæmper også med vintervejr

9. JAN 2026 • 21:50UDLAND

Storme har forårsaget store skader i Nordeuropa. Over 13 personer har mistet livet i vejrrelaterede ulykker.

Det er ikke kun i Danmark, at man er påvirket af vintervejret.

Flere steder i den nordlige del af Europa har de seneste dages vintervejr med kraftig vind, storm og sne påvirket flytrafik, lukket skoler og afbrudt strømmen.

Over 13 personer har mistet livet i ulykker relateret til vintervejret i Europa og Tyrkiet i denne uge, skriver nyhedsbureauet AFP.

Tre af dødsfaldene skyldes to trafikulykker i den sydlige del af Tyskland i delstaten Bayern. Det lokale politi vurderer, at vejret har været en medvirkende faktor.

I Tyrkiet har fem personer mistet livet. To blev ramt af løsrevne tagsten. En døde, da en mur styrtede ned over ham, mens en bygningsarbejder røg i Det Ægæiske Hav og druknede. En ældre person døde, da vedkommende faldt ned fra sit tag.

Fly er også blevet aflyst flere steder, blandt andet i Hamburg og Bremen.

Ifølge London Evening Standard blev 71 fly, der fredag skulle lande eller lette fra Heathrow Lufthavn i London, sidst på formiddagen aflyst, hvilket påvirkede tusindvis af rejsende.

Fire af flyene, der blev aflyst, skulle være fløjet enten til eller fra Danmark.

Meteorologer i både Storbritannien og Tyskland har opfordret til, at man bliver indendørs.

Storbritannien har også været ramt af strømafbrydelser på grund af vejret.

Næsten 50.000 hjem i England og Wales var fredag eftermiddag stadig uden strøm.

Også i Frankrig betød en storm, at omkring 320.000 husstande fredag manglede strøm. De fleste af strømafbrydelserne skete i Normandiet.

Der blev natten til fredag i den nordvestlige del af Frankrig målt vindstød på op til 216 kilometer i timen. Når vinden når over 117 kilometer i timen, betegnes det ifølge DMI som orkan.

Stormvejret har også betydet, at flere skoler har måttet holde lukket.

Det gælder blandt andet over 250 skoler i Skotland samt flere skoler i de tyske byer Bremen og Hamburg.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT