Trump: USA er dybt inde i forhandlinger med Hamas
USA's præsident siger, at situationen vil blive ubehagelig, hvis ikke Hamas løslader gidsler fra Gaza.
USA's præsident, Donald Trump, siger, at USA er i det, han kalder meget dybe forhandlinger med den militante gruppe Hamas - og han opfordrer Hamas til at frigive alle gidsler fra Gaza.Det skriver nyhedsbureauet Reuters.
- Vi er i meget dybe forhandlinger med Hamas, siger præsidenten til journalister.
Trump tilføjer, at situationen vil blive hård og ubehagelig, hvis Hamas ikke løslader gidslerne.
- Vi sagde, lad dem komme ud (af Gaza, red.), lad dem komme ud lige nu. Og så vil meget bedre ting ske for dem, men hvis I ikke slipper dem ud, bliver det en hård situation, det vil blive ubehageligt.
Trump tilføjer, at Hamas i forhandlingerne har bedt om nogle ting, som ifølge ham er "fine". Præsidenten uddyber dog ikke, hvilke krav Hamas har stillet.
Hamas tog over 250 gidsler med til Gaza efter et angreb mod Israel i oktober 2023. Ifølge israelske tal kostede angrebet omkring 1200 personer livet.
Israels efterfølgende række af angreb mod Gaza har dræbt titusindvis af mennesker og medført intern fordrivelse af befolkningen i området.
Flere internationale domstole og menneskerettighedsgrupper har desuden beskyldt landet for at begå folkedrab og krigsforbrydelser. Israel har nægtet sig skyldig.
Trump lovede under præsidentvalget i USA, at han ville sikre en hurtig afslutning på konflikten.
Omkring 50 israelske gidsler opholder sig stadig i Gaza. Det menes, at 20 af dem fortsat er i live.
Hamas har tidligere sagt, at gruppen vil frigive nogle af gidslerne i en midlertidig våbenhvile, mens Trump flere gange har sagt, at han vil have alle gidslerne løsladt.
Israels premierminister, Benjamin Netanyahu, har sagt, at krigen i Gaza kun vil slutte, hvis alle gidslerne bliver frigivet, og hvis Hamas bliver afvæbnet.
Han vil desuden have, at Israel får sikkerhedsmæssig kontrol over Gazastriben, og at området får en ny administration. Hamas kræver på den anden side, at krigen stopper, og at Israel trækker sig fra Gaza.
/ritzau/