Trump udpeger særlig rådgiver for kryptovaluta og kunstig intelligens

6. DEC 2024 • 03:35UDLAND

Donald Trump har valgt tidligere vicedirektør for PayPal som sin særlige rådgiver for kryptovaluta.

USA's nyvalgte præsident, Donald Trump, udpeger David Sacks, der er tidligere vicedirektør i e-handelstjenesten PayPal, som Det Hvide Hus' særlige rådgiver for kryptovaluta og kunstig intelligens.

Det skriver Trump i et opslag på sit sociale medie, Truth Social.

- Han (David Sacks, red.) vil arbejde på en juridisk ramme, så kryptoindustrien får den klarhed, som den har bedt om, og kan trives i USA, skriver Trump i opslaget.

I opslaget omtaler den kommende præsident både kunstig intelligens og kryptovaluta som områder, der er afgørende for den amerikanske konkurrenceevne i fremtiden.

- David vil fokusere på at sætte USA i førersædet på begge områder, skriver han.

Donald Trump har tidligere kaldt kryptovaluta for et svindelnummer, men omfavnede under valgkampen valutaen, ligesom han lovede at gøre USA til "verdens kryptohovedstad". Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

Siden Trump blev valgt som præsident ved valget 5. november, har kryptomarkederne slået rekorder.

Således oversteg kursen på kryptovalutaen bitcoin natten til torsdag for første gang 100.000 amerikanske dollar.

Kursmilepælen kommer mod slutningen på et hæsblæsende år for bitcoin, hvor valutaen både er blevet fordoblet i værdi og er blevet anerkendt som et langt mere mainstream investeringsprodukt end hidtil.

I november valgte Trump at udpege Howard Lutnick som USA's kommende handelsminister. Lutnik går ligesom Trump ind for at fremme kryptovaluta.

David Sacks har foruden en fortid i PayPayl også tidligere været administrerende direktør for softwarevirksomheden Zenefits, ligesom han er stifter af Yammer, der er et socialt netværk for virksomhedsbrugere.

Han vil foruden at skulle rådgive Trump om kryptovaluta og kunstig intelligens også lede præsidentens rådgivere for videnskab og teknologi.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT