Trump truer med afvæbning af Hamas
Hvis de ikke afvæbner sig, vil vi afvæbne dem, lyder det fra USA's præsident under et pressemøde tirsdag.
Hvis Hamas ikke selv lægger sine våben, vil de blive afvæbnet.Det siger USA's præsident, Donald Trump, under et pressemøde tirsdag ifølge nyhedsbureauet Reuters.
- Hvis de ikke afvæbner sig, vil vi afvæbne dem. Og det vil ske hurtigt og måske voldeligt, siger præsidenten uden at uddybe yderligere, hvem der skulle være involveret i en sådan afvæbning.
Han fortæller desuden, at han har talt med gruppen "gennem sine folk" og ikke direkte.
- Jeg talte med Hamas og sagde, 'I kommer til at afvæbne jer', og de sagde, 'Ja, sir, vi kommer til at afvæbne os, siger Trump ifølge nyhedsbureauet.
Efter våbenhvilen trådte i kraft fredag, har Israels militær trukket sig tilbage fra en række områder i Gaza.
Lokale kilder fortæller til BBC, at Hamas har indkaldt omkring 7000 af sine medlemmer, som skal bruges til at genvinde kontrollen med de pågældende områder.
Hamas har dog selv afvist, at bevægelsen har sendt "krigere på gaden".
Med aftalen mellem Israel og Hamas har de to parter indstillet angrebene mod hinanden i Gaza, og Hamas har løsladt de sidste overlevende israelske gidsler. Desuden har Israel løsladt palæstinensiske fanger fra israelske fængsler.
Aftalen bygger på USA's præsident Donald Trumps 20-punktsplan, som blandt andet kræver, at Hamas afgiver magten i Gaza og lader sig afvæbne.
Indtil videre er Hamas dog ikke gået med til at lægge sine våben. Derimod har bevægelsen ifølge avisen The Guardian indsat bevæbnede betjente og krigere flere steder i Gaza efter våbenhvileaftalen med Israel.
Siden våbenhvilen trådte i kraft har den militante bevægelse dræbt mindst 32 bandemedlemmer i Gaza. Samtidig er mindst seks medlemmer af Hamas blevet dræbt.
Det oplyser en sikkerhedskilde til Reuters.
På pressemødet tirsdag aften siger Trump, at det "ikke generede ham særlig meget", at Hamas "slog et par bander ned", skriver nyhedsbureauet.
/ritzau/