Suveræne England booker VM-billet som første europæiske hold

14. OKT 2025 • 22:52SPORT

England har gjort rent bord i kvalifikationsgruppen, og med 5-0 i Letland er holdet klar til næste års VM.

En stribe nationer er allerede sikret en plads til VM i fodbold næste år, men indtil videre havde ingen europæiske hold booket en billet.

Det skete dog tirsdag aften, hvor England endegyldigt sikrede sig førstepladsen i kvalifikationsgruppen og dermed en plads ved næste års VM-slutrunde i USA, Canada og Mexico

England nedsablede Letland med 5-0 i hovedstaden Riga og har gjort rent bord med sejre i samtlige seks kampe indtil videre.

Portugal var få minutter fra også at være sikker på førstepladsen og en VM-plads, men en ungarsk udligning i tillægstiden til 2-2 udskød den portugisiske fejring.

Med to kampe tilbage har Ungarn fem point op til Portugal i front og kan derfor matematisk stadig gå forbi Cristiano Ronaldo og holdkammeraterne.

Undervejs sikrede Ronaldo sig en ny personlig rekord til den i forvejen bugnende samling hos den portugisiske verdensstjerne.

40-årige Ronaldo scorede portugisernes to mål og blev således den mest scorende spiller i VM-kvalifikationens historie med 41 fuldtræffere.

Dermed overgår han Carlos Ruiz, der scorede 39 mål for Guatemala fra 1998 til stoppet i 2016.

Mens portugiserne til sidst snublede og spillede uafgjort, var der aldrig tvivl om Englands resultat mod Letland i Riga.

Newcastle-spilleren Anthony Gordon tog et par fikse træk ind i banen og lagde køligt 1-0-målet over i det lange hjørne.

Få minutter før pause lavede Harry Kane et mål, som han så ofte før har gjort, da målmaskinen med venstrepoten fordoblede føringen fra kanten af feltet.

Selvsamme Kane sikrede reelt allerede VM-pladsen i første halvlegs tillægstid, da Bayern-spydspidsen sikkert sparkede 3-0-målet ind på et straffespark i det lettiske regnvejr.

Englænderne fortsatte med at vise ærgerrighed efter pausen, og det blev også til 4-0 på et lettere komisk selvmål af den lettiske forsvarsspiller Maksims Tonisevs.

Letland-keeper Krisjanis Zviedris boksede forbi bolden, og Tonisevs ramte derefter bolden uheldigt, så den endte i eget net.

Arsenals Eberechi Eze gjorde det til 5-0 med fem minutter tilbage med en flad afslutning midt i feltet

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT