Trump river grundlag for grøn lovgivning i USA midt over
Trump affejer en videnskabelig afgørelse, som en del af USA's nyere klimalovgivning udspringer af.
USA's præsident, Donald Trump, meddeler torsdag, at han ikke anerkender en videnskabelig konklusion fra 2009 om, at drivhusgasser truer folkesundheden.Den såkaldte "endangerment finding" fra 2009 danner grundlag for en række klimalove og tiltag, blandt andet regler om udslip fra biler.
- Denne bestemmelse havde intet faktuelt grundlag, slet ingen, og intet juridisk grundlag, siger Trump torsdag ifølge nyhedsbureauet AFP.
Samtidig gentager han sin holdning om, at menneskeskabte klimaforandringer er et svindelnummer.
- Man skal ikke bekymre sig om det, for det har intet at gøre med folkesundhed, det hele var et svindelnummer, et gigantisk svindelnummer, lyder det fra præsidenten.
Grønne organisationer ser det som Trump-administrationens hidtil mest vidtrækkende tilbagerulning af klimapolitik.
Manish Bapna, som er formand for ngo'en Natural Resources Defense Council, siger til AFP, at det er det "største enkeltstående angreb nogensinde mod USA's føderale regerings indsats for at tackle klimakrisen".
Guvernøren i delstaten Californien, Gavin Newsom, er blandt de førende demokratiske politikere, der fordømmer Trumps skridt.
- Denne beslutning forråder det amerikanske folk og cementerer Det Republikanske Partis status som et parti, der er pro-forurening, siger Newsom.
Trumps melding kom ved et arrangement i Det Hvide Hus, hvor præsidenten var ledsaget af chefen for USA's miljøstyrelse (EPA), Lee Zeldin.
Trump-administrationen har derfor formelt fjernet standarderne for udledning af drivhusgasser fra biler.
Denne ophævelse ventes dog hurtigt at blive udfordret ved domstolene af klimaorganisationer.
Præsident Barack Obama brugte den videnskabelige afgørelse fra 2009 som juridisk fundament for en række regler på klimaområdet.
Afgørelsen slår fast, at seks drivhusgasser - blandt andet CO2 og metan - udgør en fare for folkesundheden, idet de forværrer den globale opvarmning.
Flere af de regler, der blev indført på baggrund af de videnskabelige resultater - herunder grænser for, hvor meget CO2 kulkraftværker må udlede - ventes nu at blive omgjort, efter at Trump har affejet grundlaget for dem.
I et opslag på X advarer tidligere præsident Obama om, at Trumps beslutning om at underkende den "endangerment finding", der fik Obama-administrationen til at indføre klimalove i 2009, vil få negative konsekvenser.
- Uden den er vi mindre trygge, mindre sunde og mindre i stand til at bekæmpe klimaforandringer, skriver Obama.
- Alt sammen for, at industrien bag fossile brændstoffer kan tjene endnu flere penge.
/ritzau/
