Trump melder sig klar til flere debatter mod Harris

23. JUL 2024 • 21:30UDLAND

Donald Trump mener, at det er "vigtigt", at der kommer en debat mellem ham selv og Kamala Harris.

Den republikanske præsidentkandidat, Donald Trump, siger, at han er klar til at debattere mod vicepræsident Kamala Harris.

Og han er også klar til mere end én debat.

Det siger han i et opkald med journalister tirsdag ifølge flere nyhedsbureauer.

Efter at præsident Joe Biden i weekenden trak sit kandidatur til præsidentvalget i november, har Harris hurtigt fået opbakning bredt i Det Demokratiske Parti.

Partiet har dog ikke officielt udpeget hende som partiets nominerede.

Om en mulig debat med Harris siger Trump:

- Ja, absolut. Det vil jeg gerne. Jeg synes, at det er vigtigt, siger han ifølge nyhedsbureauet AFP.

Han tilføjer, at han "vil være klar til mere end en debat faktisk".

Samtidig siger Trump, at han regner med, at Harris bliver en lettere modstander at slå ved valget end Joe Biden.

- Hun er langt mere radikal, end han er. Så jeg tror, at hun bliver lettere at slå end Biden, for han var lidt mere mainstream, men ikke meget, siger Trump.

Målingerne modsiger dog Trump, hvad angår letheden af modstanden.

I en ny meningsmåling, som er udarbejdet af nyhedsbureauet Reuters og analyseinstituttet Ipsos, står Kamala Harris på landsplan til at slå Trump med to procentpoint ved det amerikanske præsidentvalg.

Det betyder langtfra, at Harris har kurs mod en sikker sejr - føringen er snæver, næsten alt handler om de afgørende svingstater, og Reuters skriver desuden, at målingen har en statistisk usikkerhed på tre procentpoint.

Men flere målinger har også tidligere vist, at hun står en smule bedre en Biden.

Derudover mener 56 procent af de registrerede vælgere ifølge Reuters, at Harris er "mentalt skarp og i stand til at håndtere udfordringer".

På det spørgsmål står hun markant bedre end 81-årige Biden. Blot 22 procent mener, at han er "mentalt skarp og i stand til at håndtere udfordringer".

49 procent af dem mener det samme om Trump, som er 78 år.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT