Trump melder om olieskibe på vej ud af Hormuzstrædet

15. JUN 2026 • 16:04UDLAND

Mens skibsorganisationer udtrykker tilbageholdenhed, siger Trump, at olieskibe er på vej ud af Hormuzstrædet.

USA's præsident, Donald Trump, skriver mandag på Truth Social, at skibe "begynder at bevæge sig" ud af Hormuzstrædet.

Flere af dem er lastet med olie, siger Trump, der tidligere har sagt, at den vigtige søhandelsrute åbner fredag, hvor en aftale mellem Iran og USA ventes underskrevet.

At der var enighed om en aftale, blev meddelt søndag aften.

BBC Verify - det britiske medies faktatjekafdeling - skriver mandag eftermiddag, at to fragtskibe er på vej ud af strædet ifølge skibssporingstjenester.

Før konflikten begyndte 28. februar, sejlede over 100 skibe dagligt gennem strædet.

Selv om strædet i store træk har været lukket under konflikten mellem USA og Iran, har der fortsat været en begrænset trafik gennem strædet. Den seneste uge to til fem skibe dagligt, melder selskabet Windward, der leverer maritime efterretninger, ifølge BBC.

Trump siger ikke noget om, hvor mange skibe der mandag skulle være på vej ud af strædet.

- Skibe, hvoraf mange er lastet med olie, begynder at sejle ud af Hormuzstrædet, skriver den amerikanske præsident.

- De er på vej ad den sydlige "motorvej", som er totalt sikker, tryg og uberørt, fortsætter Trump.

Skibsorganisationer har opfordret skibe til tilbageholdenhed og har savnet information om sikre ruter for sejladsen, skriver nyhedsbureauet AFP.

Hormuzstrædet ligger mellem Iran mod nord og De Forenede Arabiske Emirater og Oman mod syd.

Strædet har stor betydning for verdens oliehandel. Omkring en femtedel af verdens samlede olieforbrug passerer under normale omstændigheder gennem strædet. Flere end 20 millioner tønder råolie, kondensat og brændstof passerede i gennemsnit dagligt gennem strædet.

Endnu er teksten til det såkaldte Memorandum of Understanding (MoU), som Iran og USA er blevet enige om, ikke blevet offentliggjort. Det kan på dansk oversættes til aftalememorandum eller hensigtserklæring og skal skabe den politiske ramme for en mere detaljeret aftale.

Underskrivelsen skal finde sted i Schweiz. Blandt de vigtigste punkter i aftalen er et stop for krigshandlinger og åbningen af Hormuzstrædet. Og så skal der forhandles videre i en periode på 60 dage.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT