Trump leverer bomber til Israel: Bestillingerne er på vej

26. JAN 2025 • 02:21UDLAND

Joe Biden indført et stop for leveringen af bomber til Israel grundet bekymring for civilbefolkningen i Gaza.

USA's præsident, Donald Trump, har givet militæret besked på at ophæve et stop for levering af bomber til Israel.

Det oplyser en kilde i Det Hvide Hus lørdag.

Stoppet blev indført af Trumps forgænger, Joe Biden. Biden stoppede leveringen af bomberne af bekymring for den indvirkning, som brugen af bomberne kunne have på civilbefolkningen i Gaza under Israels krig i området.

Trump skriver selv på sit eget sociale medie, Truth Social:

- En masse ting, som var bestilt og betalt af Israel, men som ikke blev sendt af sted af Biden, er nu på vej!

Trump og Biden har begge udtalt, at de støtter Israel, der er USA's allierede.

USA er dog kommet under kritik fra menneskerettighedsforkæmpere, fordi Israels militære angreb på den militante bevægelse Hamas har ført til en humanitær krise i Gazastriben.

For en uge siden trådte en våbenhvile i kraft mellem de to parter, og flere israelske gidsler er efterfølgende blevet frigivet i bytte for palæstinensiske fanger.

Senest har Hamas lørdag frigivet fire israelske soldater, der har været holdt fanget i Gazastriben i 477 dage.

På våbenhvilens første dag blev tre israelske gidsler frigivet i bytte for 90 palæstinensiske fanger.

I alt ventes 33 israelske gidsler at blive frigivet i løbet af den seks uger lange første fase af våbenhvilen. Til gengæld ventes omkring 1900 palæstinensere at blive løsladt fra fængsler i Israel, har AFP skrevet.

Før sin indsættelse 20. januar advarede Trump om, at det ville få konsekvenser, hvis ikke Hamas' gidsler i Gaza blev frigivet.

Den gamle israelsk-palæstinensiske konflikt intensiverede den 7. oktober 2023, da Hamas angreb Israel og tog omkring 250 gidsler til fange.

1200 mennesker blev dræbt, viser israelske opgørelser. Israels efterfølgende militære angreb på Gaza har ifølge sundhedsministeriet i området dræbt over 47.000 mennesker og ført til beskyldninger om blandt andet folkemord og krigsforbrydelser.

Det er beskyldninger, som Israel nægter.

USA har oplyst, at det hjælper Israel med at forsvare sig mod iranskstøttede militante grupper som Hamas i Gaza, Hizbollah i Libanon og houthierne i Yemen.

/ritzau/Reuters

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT