Trump lander i Israel forud for møde med Netanyahu
Donald Trump er ankommet til Israel, hvor han skal tale til parlamentet og møde gidslers familier.
Donald Trump, USA's præsident, er mandag morgen ankommet til Israel.På tv-billeder ses det amerikanske præsidentfly, Air Force One, lande i Ben Gurion-lufthavnen i Tel Aviv.
Omkring klokken 08.55 steg Donald Trump ud af flyet og gik ned til den store gruppe af israelske embedsmænd, der stod klar til at tage imod ham.
Blandt dem Benjamin Netanyahu, Israels premierminister, og Isaac Herzog, Israels præsident.
Trump har også hilst på sin datter Ivanka Trump og hendes mand, Jared Kushner, der også er med i Israel.
På en storskærm har israelere, der er forsamlet på Gidselpladsen i Tel Aviv, fulgt med i Trumps ankomst.
Der blev hujet, da han landede og råbt "tak, Trump", skriver det israelske medie Haaretz.
Under besøget skal den amerikanske præsident holde møde med Netanyahu, og bagefter skal Trump holde tale til Knesset, Israels parlament.
Besøget sker, samtidig med at Hamas-bevægelsen er begyndt at frigive gidsler i forbindelse med den våbenhvile, der begyndte fredag i Gazastriben.
USA har sammen med andre lande ageret mægler i forhandlingerne mellem Israel og Hamas.
Før han landede i Israel, blev Donald Trump af journalister om bord på Air Force One spurgt, om han har lyst til at besøge Gaza.
Det vil han være stolt over at gøre, lød det fra ham.
- Jeg kender det rigtigt godt uden at have besøgt stedet. Jeg vil gerne gøre det. Jeg vil i det mindste gerne sætte mine fødder der.
- Men jeg tror, at det bliver et stort mirakel over de kommende årtier. Hvis du bevæger dig for hurtigt, bliver det ikke godt. Du skal bevæge dig med den rette hastighed. Du må ikke gøre det for hurtigt, sagde Trump.
Foruden at tale til Knesset har Trump under besøget også planer om at møde nogle af familierne til de israelske gidsler, som har siddet fanget i Gaza i over to år.
Trump skal kun være i Israel i omkring fire timer. Efter planen flyver han omkring middagstid til Egypten, hvor der er fredstopmøde.
En lang række verdensledere deltager.
/ritzau/