Trump fremhæver egne præstationer i sjælden tale til nationen
Trump overtog et rod fra Biden, siger han i tale. Han er i gang med at sænke priser på varer, lyder det.
I en sjælden tale til nationen fremhæver USA's præsident, Donald Trump, natten til torsdag dansk tid sine præstationer på posten, som han overtog i januar.Samtidig bebrejder han sin demokratiske forgænger, Joe Biden, for stigende forbrugerpriser.
- For 11 måneder siden arvede jeg et rod, og jeg er ved at ordne det, lyder det fra Trump.
Den republikanske præsident, der regelmæssigt klager over ikke at få nok anerkendelse for sine præstationer, roser sin administrations arbejde inden for flere områder.
Det gælder blandt andet ved USA's grænser, hvor kontrollen er blevet strammet, ligesom han siger, at priserne på bestemte varer er blevet sænket.
Taler til nationen er en sjældent forekommende begivenhed i USA. De finder typisk sted, når USA er i krise, eller når der finder større begivenheder og udviklinger sted.
Nattens tale var ifølge nyhedsbureauet Reuters Trumps mulighed for at adressere amerikaneres bekymring for stigende priser på deres varer.
Taler til nationen bliver normalt afholdt i Det Ovale Værelse. Trumps tale fandt dog sted i Diplomatmødelokalet.
Trump bebrejder ligesom tidligere Biden for prisstigningerne, men han indrømmer også, at de fortsat er for høje.
- Jeg sænker de høje priser, og jeg gør det meget hurtigt, siger Trump.
Republikanerne går ved næste års midtvejsvalg efter at beholde partiets flertal i Repræsentanternes Hus og Senatet.
Demokraterne forsøger samtidig at fremhæve prisstigninger og huller i den republikanske sundhedspolitik i et forsøg på at tage magten fra dem.
Den høje inflation under Bidens fire år på posten hjalp ved sidste års præsidentvalg Trump med at vinde over eksvicepræsidenten Kamala Harris.
I år har Trumps omstridte toldpolitik dog skabt usikkerhed og prisstigninger. Trump kæmper således - ligesom Biden gjorde - med at overbevise amerikanerne om, at landets økonomi er sund, skriver Reuters.
En måling fra Reuters/Ipsos viste tirsdag, at kun 33 procent af amerikanerne er tilfredse med, hvordan Trump har varetaget landets økonomi.
/ritzau/Reuters
