Trump forsvarer Texas' håndtering af oversvømmelser på besøg
Donald Trump blev vred over journalists spørgsmål om, hvorvidt advarsler om oversvømmelser i Texas kom i tide.
USA's præsident, Donald Trump, har fredag forsvaret den føderale regerings og delstatens håndtering af de dødbringende oversvømmelser i Texas.Det gjorde han under et besøg i det område, hvor mindst 120 mennesker, heriblandt flere børn, omkom for en uge siden.
Under et pressemøde efter et besøg i oversvømmelsernes epicenter, Kerr County, roste Trump både Texas' republikanske guvernør, Greg Abbott, og hans egen indenrigsminister, Kristi Noem, for deres indsats.
Det skete efter et spørgsmål, der lød, at nogle af de familier, som blev ramt af oversvømmelserne, havde udtrykt frustration over, at advarslerne ikke var kommet tidligere.
Journalisten fik et vredt svar tilbage:
- Jeg synes, at alle gjorde et fantastisk stykke arbejde under de givne omstændigheder. Jeg ved ikke, hvem du er, men kun en meget ond person ville stille sådan et spørgsmål, sagde Trump.
Trump-administrationen, såvel som lokale og statslige myndigheder, har fået kritik for ikke at advare beboerne mod oversvømmelserne, der ramte med en forbløffende hastighed på USA's uafhængighedsdag den 4. juli, tidligere.
Kraftige regnskyl sendte en mur af vand ned ad Guadalupe-floden tidligt om morgenen. Det forårsagede den dødeligste katastrofe i Trumps næsten seks måneder lange embedsperiode.
Kritikere har rejst spørgsmålet om, hvorvidt administrationens nedskæringer i visse agenturer kan have forværret katastrofen. Blandt andet har den skåret i USA's nationale vejrtjeneste (NWS) og USA's føderale katastrofeagentur, Fema.
Trumps embedsmænd har sagt, at selv om der er nogle ledige stillinger i de lokale kontorer, har nedskæringerne ikke haft nogen indflydelse på NWS' evne til at forudsige uvejr.
Men præsidenten har stort set undgået at svare på spørgsmål om sine planer for at nedlægge og afskaffe Fema og overføre mange af agenturets nøglefunktioner til statslige og lokale myndigheder.
- Det fortæller jeg dig om en anden gang, sagde Trump tirsdag, da han blev spurgt til Fema af en journalist.
Forud for den seneste oversvømmelse afviste Kerr County at installere et varslingssystem, fordi det ikke var lykkedes at skaffe statslige midler til at dække omkostningerne.
Delstatens guvernør, Greg Abbott, har afvist spørgsmål om, hvem der bærer skylden for oversvømmelserne.
/ritzau/Reuters
