Trump: Demokraters læk af Epstein-mails er en afledningsmanøvre
Flere e-mails fra Jeffrey Epstein indikerer, at Donald Trump kendte til hans omgang med piger og unge kvinder.
Demokraterne forsøger at aflede opmærksomheden fra nedlukningen af USA's statsapparat, og derfor har de offentliggjort flere e-mails, som sætter fokus på Donald Trumps forhold til den afdøde milliardær Jeffrey Epstein.Det skriver USA's præsident på sit sociale medie, Truth Social.
- Demokraterne forsøger at bringe bedraget om Jeffrey Epstein op igen, fordi de vil gøre alt for at aflede opmærksomheden fra, hvor dårligt de har håndteret nedlukningen og så mange andre sager, skriver Trump.
Beskyldningen kommer, efter at avisen The New York Times tidligere onsdag kunne fortælle, at demokrater i Repræsentanternes Hus' tilsynskomité havde offentliggjort flere e-mails fra Jeffrey Epstein.
I de pågældende mails blev Trump nævnt på en måde, der indikerede, at han har kendt til Epsteins omgang med unge piger og kvinder.
Epstein mistænkes for at have misbrugt mindreårige piger seksuelt og for at have været involveret i menneskehandel.
I en e-mail til sin tidligere kæreste og mangeårige samarbejdspartner Ghislaine Maxwell nævner Epstein, at Trump har tilbragt flere timer i hans hjem sammen med en af de kvinder eller piger, som Epstein har udnyttet.
I en anden mail, der er sendt til journalisten Michael Wolff, skriver Epstein, at Trump "kendte til pigerne".
Epstein drøfter desuden i en korrespondance med Michael Wolff, hvordan han skal håndtere eventuelle spørgsmål fra pressen om sit og Trumps venskab, når Trump træder ind på den nationale politiske scene i USA.
Anklagerne mod Epstein om overgreb og menneskehandel førte i 2019 til, at han blev varetægtsfængslet. Men han blev aldrig stillet for en retssag, da han senere samme år begik selvmord i sin fængselscelle i New York.
Donald Trump, som er en af flere prominente personer, der har haft sin gang hos Epstein, har vedholdende afvist at have kendt til Epsteins formodede overgreb og menneskehandel.
Nedlukningen af statsapparatet, som Trump henviser til på Truth Social, ventes at slutte efter en afstemning i Repræsentanternes Hus senere onsdag.
Mange offentlige funktioner blev lukket ned, da Demokraterne og Republikanerne ikke kunne nå til enighed om en ny budgetlov, før finansåret udløb 1. oktober.
Et flertal i Senatet stemte tirsdag for et lovforslag om en genåbning af statsapparatet, hvorefter forslaget blev sendt videre til Repræsentanternes Hus, som også ventes at vedtage det.
/ritzau/
