Bulgarien skal vælge præsident efter dødelige droneangreb i Sortehavet
Bulgariens fungerende præsident er favorit ved valget søndag og kan blive landets første kvinde på posten.
Bulgarerne skal søndag til stemmeurnerne ved et præsidentvalg, hvor Ruslands krig mod Ukraine truer nær den bulgarske kyst i Sortehavet.Meningsmålinger peger på, at landets fungerende præsident, 61-årige Iliana Iotova, og den tidligere fungerende premierminister Andrey Gyurov fører i et felt på 27 kandidater.
En måling fra det bulgarske meningsmålingsinstitut Alpha Research spår, at Iotova får 41 procent af stemmerne, og at Gyurov får 28 procent.
Præsidentposten har i vid udstrækning ceremoniel karakter i Bulgarien, der har knap 6,7 millioner indbyggere.
Alligevel har søndagens valg fået en særlig alvor over sig efter en række droneangreb på handelsskibe ud for Bulgariens kyst ud til Sortehavet.
Angrebene har sandsynligvis kostet over 20 internationale søfolk livet og har udløst international fordømmelse.
Det har desuden fået Bulgariens regering til at anmode landets allierede om hjælp til at styrke landets maritime sikkerhed.
Bulgarien har afholdt sig fra direkte at beskylde Rusland for at stå bag angrebene. Premierminister Rumen Radev har dog udtalt, at konsekvenserne af angrebet gavner Rusland.
Begge de førende præsidentkandidater har fordømt angrebene, men de er generelt uenige om krigen.
Iotova var tidligere vicepræsident og overtog rollen som fungerende præsident i januar, da Radev trådte tilbage for at stille op til parlamentsvalget.
Mange politiske analytikere vurderede, at Radev vandt valget på baggrund af et program, som var venligt stemt over for Rusland.
Radev støtter Iotova, og begge opfordrer til en diplomatisk afslutning på krigen.
En sejr til Iotova vil gøre hende til Bulgariens første folkevalgte kvindelige præsident.
- Mine modstandere hævder, at der skal føres en udmattelseskrig, sagde hun på et vælgermøde torsdag.
- Sandheden er, at vi alle sammen er dem, der er mest udmattede.
Gyurov, som fungerede som midlertidig premierminister tidligere i år, får støtte fra vestligt orienterede og reformvenlige partier og har længe udtrykt støtte til Ukraine.
- Jeg ønsker, at Bulgarien skal have sin egen stemme i Europa. En pålidelig Nato-allieret, der forsvarer sine interesser gennem beredskab, stærkt diplomati og en klar holdning, sagde han ved et vælgermøde torsdag.
Valgstederne åbnede klokken 07.00 og lukker klokken 20.00.
RITZAU/Reuters
