Trump afviser at garantere USA's økonomiske bidrag til Nato
USA er det land, som finansierer flest af Natos udgifter. Trump kan ikke garantere, at det fortsætter sådan.
USA's præsident, Donald Trump, er ikke sikker på, om USA skal bruge nogen penge på Nato.Det fortæller han til journalister i Det Ovale Værelse i Det Hvide Hus.
- Jeg er ikke sikker på, at vi bør bruge nogen penge, men vi bør helt sikkert hjælpe dem.
- Vi beskytter dem. De beskytter ikke os, siger han.
Trump gentager desuden, at de 31 andre medlemmer af den internationale forsvarsalliance skal bruge fem procent af deres bruttonationalprodukt (BNP) på forsvar. Det varslede han allerede sidste år.
Det en kraftig forøgelse af det nuværende mål på to procent. Intet Nato-land - heller ikke USA - opfylder lige nu målet om fem procent.
USA betaler 15,8 procent af Natos årlige udgifter og er dermed det land, der står bag den største del af budgettet. USA's største bidrag til alliancen er dog den militære del, som ikke indgå i Natos budget.
Landets samlede forsvarsbudget overgår alle andre NATO-medlemmers og udgjorde i 2023 817 milliarder dollar - 5800 milliarder kroner.
Trumps nye udenrigsminister, Marco Rubio, har torsdag talt med Natos generalsekretær, Mark Rutte.
Her talte de to om, at det er vigtigt at have stærke forsvarsalliancer - og at ansvaret er fordelt ligeligt.
Eksperter har udtalt, at et mål på fem procent vil være politisk og økonomisk umuligt for næsten alle medlemmer af alliancen. Et nyt mål vil sandsynligvis blive aftalt på et Nato-topmøde, der skal finde sted i Haag i juni.
Nogle lande forventer, at landene ender på et mål om tre procent af BNP. Selv det vil dog være en udfordring for dem, som knap opfylder eller slet ikke opfylder målet om to procent.
Otte medlemslande opfylder ikke det nuværende mål.
Ud over USA er Canada og en lang række europæiske lande medlemmer af Nato. Det gælder blandt andre Danmark, Belgien, Rumænien, Frankrig, Storbritannien, Norge og Sverige.
Nato fejrede i 2024 75-års jubilæum. Alliancen blev oprettet i 1949 på initiativ af de allierede for at sikre hinanden militært.
/ritzau/Reuters