Trump-administration beder Højesteret om grønt lys til fyring

17. FEB 2025 • 04:59UDLAND

Højesteret skal behandle en sag, der kan få betydning for, hvordan Donald Trumps regering kommer til at se ud.

Donald Trumps administration har bedt USA's Højesteret tage stilling til en dommers blokering af en af præsidentens beslutninger.

Det viser dokumenter ifølge nyhedsbureauerne Reuters og AP.

Sagen drejer sig om fyringen af Hampton Dillinger, der er leder af det officielle kontrolorgan, U.S. Office of Special Counsel (OSC).

En føderal dommer blokerede i sidste uge midlertidigt for fyringen.

Donald Trump blev taget i ed som USA's præsident 20. januar. Siden har han uddelt fyresedler til flere embedsmænd i den føderale regering i USA og truffet flere andre beslutninger, der er blevet blokeret af føderale dommere.

Mandagens appel til Højesteret er dog første gang under Donald Trumps anden præsidentperiode, at hans administration beder Højesteret omgøre en blokering fra en føderal dommer.

Ifølge Reuters vil sagen give en forsmag på, hvordan Højesteret fremadrettet vil se på Trumps forsøg på at omdanne den føderale regering.

Appellen ventes nemlig at være det første af flere forsøg fra administrationen på at få omgjort beslutninger truffet af lavere retsinstanser. Det skriver AP.

Fungerende generaladvokat Sarah Harris kalder i Trump-administrationens appel til Højesteret blokeringen af Dillingers fyring for et "hidtil uset angreb på magtdelingen".

- Denne domstol (Højesteret, red.) bør ikke tillade lavere retsinstanser at gribe ind over for den udøvende magt ved at diktere over for en præsident, hvor længe han skal fortsætte med at have en leder ansat mod præsidentens vilje, skriver Harris ifølge Reuters.

Dillinger modtog 7. februar en mail om, at Trump havde fyret ham med øjeblikkelig virkning.

OSC-lederen har argumenteret for, at fyringen er i strid med en føderal lov, der kun tillader fyringer ved "ineffektivitet, arbejdsforsømmelse eller embedsmisbrug".

Tre af de ni dommere, som i dag sidder i USA's Højesteret, er udpeget af Trump under hans første periode som præsident.

I alt seks af dommerne er udpeget af republikanske præsidenter. De amerikanske højesteretsdommere er udpeget på livstid.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT