Troels Lund forventer at sende fly og maritimt bidrag til Arktis
Alle tre værn i det danske forsvar vil bidrage til sikkerheden i Arktis, siger forsvarsminister Troels Lund.
Danmark vil forventeligt bidrage med fly, militært personel og maritime bidrag til sikkerheden i Arktis.Det siger forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V) på vej ind til møde i Natos hovedkvarter i Bruxelles torsdag.
Mødet kommer, efter at Nato onsdag lancerede Arctic Sentry-missionen, der skal styrke sikkerheden i Arktis.
- Forsvarschefen skal nu lave en plan for den danske indsats. Der bliver tale om et substantielt bidrag, som vil bestå af ting fra de tre værn, siger Troels Lund Poulsen.
USA er del af Nato og støtter beslutningen om at samle øvelser og patruljering i det arktiske område i Arctic Sentry under Nato-ledelse.
Dermed kan Arctic Sentry ses som den direkte opfølgning på mødet mellem Natos generalsekretær, Mark Rutte, og USA's præsident, Donald Trump, i Davos.
Det var her, at Trump afblæste sine meldinger om at ville tage ejerskab over Grønland.
Til gengæld lovede Natos generalsekretær at imødegå Trumps bekymringer for sikkerheden i Arktis.
Her øger Rusland og Kina ifølge Nato-kilder tilstedeværelsen. For Ruslands vedkommende sker det med militærbaser og ubåde, mens Kina ifølge en højtstående Nato-kilde gennemfører "forskningsmissioner", som kan være et dække over indsamling af militære efterretninger.
Grønlands minister for udenrigsanliggender, Vivian Motzfeldt, glæder sig over, at Nato nu får en større rolle med Arctic Sentry.
- Der sker jo rigtig meget, så det er et meget vigtigt skridt i forhold til, at vi længe har haft et ønske om, at der også skal være en større Nato-tilstedeværelse, siger Vivian Motzfeldt.
Hun ser Arctic Sentry som en understregning af, at Arktis "også er en del af Nato".
- Hvis man skal beskytte Arktis, så skal man også vide, hvad det vil sige at være i Arktis, siger Vivian Motzfeldt.
Den holdning deles i Nato, hvor der blandt flere medlemslande - inklusiv USA - er vilje til at gennemføre øvelser i det høje nord.
- Der er et ønske om at få trænet soldater i at operere i regionen. Det gælder også amerikanske soldater.
- For det er ikke det samme at operere i eksempelvis Polen, som det er at operere i Arktis. Vi ønsker at teste vores kapaciteter i et ekstremt miljø, sagde en højtstående Nato-kilde onsdag i forbindelse med lanceringen af Arctic Sentry.
Efter det voldsomme opgør med USA's præsident, Donald Trump, om Grønland vælger Troels Lund Poulsen at glæde sig over, at den nuværende amerikanske administration er "mere optaget af Arktis" end den tidligere amerikanske administration.
- Vi er enige om, at vi skal have en større tilstedeværelse i Arktis. Det er positivt. Ikke kun i rigsfællesskabets rammer, men også i Nato-rammen.
- Så på baggrund af en trist sikkerhedsmæssig situation i vores nærområde, så er det her rigtig godt for Kongeriget, siger Troels Lund Poulsen.
/ritzau/
