Troels Lund efter Rubios tale: Det transatlantiske bånd er stærkt

14. FEB 2026 • 11:33UDLAND

USA's udenrigsminister understreger, at USA vil alliancen med Europa, siger forsvarsminister Troels Lund.

Der er stadig et "stærkt transatlantisk bånd mellem Europa og USA".

Det siger forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V), efter at USA's udenrigsminister, Marco Rubio, har holdt tale ved en sikkerhedskonference i München.

- Marco Rubio siger meget klart, at vi har et stærkt fællesskab, fordi vi baserer os på nogle af de samme værdier.

- Det kommer ikke som nogen overraskelse, at han også siger, at USA forventer stærke allierede, og at Europa derfor må gøre mere for egen sikkerhed, siger Troels Lund Poulsen.

Efter Europas opgør med USA's præsident, Donald Trump, om Grønland, handel og forsvarsinvesteringer hæfter Troels Lund Poulsen sig blandt andet ved, at Marco Rubio i talen kalder USA for et "barn af Europa".

Det skal ses som en understregning af den fælles historie og værdier, som binder USA og Europa sammen:

- Denne uge har vist, at det transatlantiske bånd er vigtig for amerikanerne, siger Troels Lund Poulsen.

Han henviser dermed også til, at Nato-landenes forsvarsministre i denne uge - med opbakning fra USA - blev enige om at oprette missionen Arctic Sentry.

Den er tænkt som Natos langsigtede løsning på sikkerheden i Arktis. Og dermed som svaret på Donald Trumps bekymring for Rusland og Kinas forsøg på at vinde indpas i regionen.

- Det viser, at amerikanerne også vil bruge Nato i den forbindelse, siger Troels Lund Poulsen.

Han er dog forsigtig med at erklære opgøret om Grønland for endegyldigt overstået trods de positive meldinger fra USA i den forløbne uge.

- Spørgsmålet om Grønland er fortsat en besværlig sag, som der nu er skabt et diplomatisk spor til at diskutere. Det er godt, for det er den rigtige måde at gøre det på.

- Og derudover har vi set, at amerikanerne har flyttet sig i forhold til Arktis, hvor de nu anerkender, at Nato skal spille en større rolle. Det er et nybrud, at Nato kommer til at vise større tilstedeværelse i Arktis, siger Troels Lund Poulsen.

Den udvikling understreger, at Europa skal passe på med at opgive forholdet til USA i frustration over de hårde opgør med Trump, mener Troels Lund Poulsen.

- Det viser, at hele den diskussion om, hvorvidt det transatlantiske bånd er sprængt i stumper og stykker, heldigvis ikke er rigtig.

- Det betyder ikke, at vi ikke står over for store udfordringer, og at verden ikke forandrer sig. Men jeg glæder mig over, at det ikke bare er sort i sort. Det er meget mere nuanceret. Det viser Rubios tale, siger Troels Lund Poulsen.

Spørgsmål: Føler du dig tryg ved, at Nato-alliancen består, og at vi forsat kan regne med USA i forhold til Natos artikel fem?

- Ja, det gør jeg. Men det kræver, at vi i Europa gør mere. Og at vi gør det hurtigere, end vi har været i stand til.

- Vi skal vise amerikanerne, at den hurtige oprustning ikke kun er noget, vi taler om, men også noget, vi leverer.

Spørgsmål: Men Danmark bruger allerede de 3,5 procent af bruttonationalprodukt på forsvar, som Nato-landene aftalte i Haag. Er der nok anerkendelse af det i Rubios tale?

- Det synes jeg, der var anerkendelse af i Bruxelles den anden dag, hvor Natos generalsekretær, Mark Rutte, giver en klar og uforbeholden ros til Danmark. Vi har formået at gå fra 1,4 procent i 2022 til nu at komme op på de 3,5 procent med bred opbakning fra det danske Folketing.

- Men det er ikke nok, at Danmark gør det. Det skal andre også gøre. Det er det wakeup-call, der nu bliver givet, siger Troels Lund Poulsen.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

14. FEB 2026 • 10:00SPORT
Dansk debutant nyder overvældende OL
FÅ ABONNEMENT