Tre dræbt og flere såret i angreb på lufthavn i Saudi-Arabien
Torsdag blev den internationale lufthavn i Saudi-Arabiens hovedstad, Riyadh, angrebet. Tre meldes dræbt.
Tre personer blev dræbt, og flere blev såret under to angreb på den internationale lufthavn i Saudi-Arabiens hovedstad, Riyadh, torsdag.Det oplyser Saudi-Arabiens civile luftfartsmyndighed fredag ifølge nyhedsbureauet Reuters.
Ifølge myndigheden er de tre dræbte saudiarabiske statsborgere.
Torsdag påtog houthibevægelsen i Yemen sig ansvaret for angrebene på lufthavnen.
Yahya Saree, der er talsmand for houthibevægelsens militær, skrev torsdag i et opslag på det sociale medie X, at et ballistisk missil havde ramt sit mål og forårsaget en afbrydelse i lufttrafikken.
Det saudiarabiske flyselskab Saudia oplyser fredag, at en ansat har mistet livet under angrebet på King Khalid-lufthavnen.
Samtidig har angrebet forårsaget skader på et fly, der holdt på jorden. Der var ingen passagerer om bord på flyet under angrebet.
Houthibevægelsen har i denne uge taget ansvaret for en række angreb på lufthavnen.
Onsdag oplyste Saudi-Arabiens civile luftfartsmyndighed, at to lufthavne var blevet angrebet.
Her var der ud over King Khalid-lufthavnen tale om en lufthavn i byen Abha i det sydlige Saudi-Arabien.
Tre personer blev ifølge myndigheden dræbt i de to luftangreb, mens der var 36 sårede.
Houthibevægelsens angreb i Saudi-Arabien kommer efter flere ugers optrapning i en verserende borgerkrig i Yemen, hvor Saudi-Arabien støtter regeringen.
Houthierne begrunder angrebene på de saudiarabiske lufthavne med, at landet støtter regeringsstyrkerne i Yemens borgerkrig, skriver Reuters.
Borgerkrigen begyndte i 2014, da houthierne indtog hovedstaden Sanaa.
RITZAU
