Transplanteret grisenyre slog rekord i amerikansk mands krop
En amerikansk mand fik indopereret en nyre fra en gris, efter at han fik en nyresygdom som følge af diabetes.
Den amerikanske nyrepatient Tim Andrews har med en nyre fra en gris været med til at sætte ny rekord.I 271 dage havde den 66-årige patient indopereret en grisenyre.
Det er den længste periode, der nogensinde er registreret, lyder det fra amerikanske læger ifølge BBC.
Transplantationen af grisenyren blev genvejen for Tim Andrews, da han stod på venteliste til en donornyre fra et menneske.
Samtidig sparede det ham måneder på et hospital for at få sit blod renset i dialyse.
I USA venter omkring 100.000 patienter på en nyre. Dog bliver kun 25.000 årligt transplanteret.
Tim Andrews havde fået beskeden om, at det ville tage syv år at nå toppen af donorlisten. Patienter i dialysebehandling lever i gennemsnit fem år.
- Håb er det største. Chancen for at blive fri for dialysemaskinen og leve sit liv, siger Tim Andrews ifølge BBC.
Grisenyren begyndte med det samme at fungere, da han blev transplanteret i januar 2025. I oktober samme år blev den fjernet, efter organet svigtede.
Andrews fik en nyre fra en donor i januar 2026.
Lægerne bag transplantationen mener derfor, at deres arbejde med at indoperere svineorganer kan bruges som midlertidig løsning for patienter på venteliste.
Grise bliver anset for at være det ideelle dyr til brug af transplantationer i mennesker.
Derfor udvikler forskere bestemte typer af grise, som bliver "humaniseret".
På den måde vil menneskekroppen mindst muligt forsøge at afstøde griseorganet efter en transplantation.
I 2022 var første gang, at en patient blev transplanteret med et organ fra en gris. Her fik en amerikansk mand et hjerte fra en genmodificeret gris.
Yderligere blev en amerikansk kvinde i 2024 transplanteret med en nyre fra en gris. Hun havde nyren i fire måneder og ni dage, inden den svigtede.
Nyren er det organ, der er mest brugt fra donorer ifølge Sundhedsstyrelsen.
Ifølge Nyreforeningen stod 330 nyrepatienter ved udgangen af 2025 på venteliste til en ny nyre i Danmark.
I alt stod 393 patienter på venteliste til et organ i Danmark i 2025.
RITZAU
