KØB ABONNEMENT

To meldes dræbt i luftangreb på højhus i ukrainsk forstad

UDLAND • 13. OKT 2026 • 00:54

Et højhus i en forstad til Kyiv blev mandag aften ramt i et luftangreb. Ifølge Zelenskyj er to personer døde.

To personer har mistet livet efter et russisk luftangreb på en 25-etagers beboelsesejendom i en forstad til Ukraines hovedstad, Kyiv.

Det skriver Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, mandag aften ifølge nyhedsbureauet Reuters på den krypterede beskedtjeneste Telegram.

Ifølge landets anklagemyndighed blev en af de omkomne fundet i en bil ved siden af bygningen.

Yderligere ni personer blev såret i angrebet, der skete i distriktet Darnytskyj, lyder det fra den ukrainske præsident.

Videoer, der er blevet delt på Telegram, viser ifølge Reuters dele af en etageejendom stå i brand.

Flere steder i Ukraine er indbyggere mandag blevet meldt dræbt eller såret som følge af russiske angreb.

I Ukraines næststørste by, Kharkiv, der ligger i den nordøstlige del af landet, melder borgmester Ihor Terekhov ifølge Reuters om kraftige luftangreb flere steder.

Fem personer blev ifølge borgmesteren såret, da indgangen til en beboelsesejendom styrtede sammen. Ifølge borgmesteren kan beboere mandag aften fortsat være fanget under murbrokkerne.

Længere mod syd i regionen Kharkiv lyder det fra myndighederne, at en person er blevet dræbt i et droneangreb mod regionens næststørste by, Lozova.

Regionale myndigheder melder ifølge Reuters, at tre personer er blevet dræbt af russiske luftangreb i en landsby nær Kramatorsk i det østlige Ukraine.

Kramatorsk ligger tæt på frontlinjen. Byen ligger i det såkaldte "fæstningsbælte" i Donetsk-regionen.

Betegnelsen dækker over de større, forsvarsdygtige byer, der forhindrer russiske styrker i at rykke længere frem i Donetsk-regionen.

I regionen Kyiv, hvor den ukrainske hovedstad med samme navn ligger, mistede en person livet som følge af et luftangreb i byen Fastiv, mens en anden person blev dræbt under et angreb i byen Dnipro i det sydøstlige Ukraine.

Hvor russiske angreb på Kyiv og andre ukrainske byer tidligere primært fandt sted om natten, rammer de nu i stigende grad også i dagtimerne, skriver Reuters.

RITZAU

FÅ ABONNEMENT