KØB ABONNEMENT

Trump-kritikers hus ransaget af myndighederne

UDLAND • 12. OKT 2026 • 18:41

Ransagning hos demokraten Ilhan Omar vækker opsigt før midtvejsvalg. Guvernør beskylder Trump for magtmisbrug.

Amerikanske myndigheder har ransaget det demokratiske kongresmedlem Ilhan Omars hus i Washington.

Det bekræfter det amerikanske justitsministerium.

Ransagningen sker, mens myndighederne undersøger oplysninger, som hendes far - der siden er gået bort - angav på immigrationspapirerne, da familien flygtede fra Somalia til USA.

Det skriver nyhedsbureauet AFP og mediet Fox News med henvisning til flere unavngivne kilder.

Medierne har kontaktet Ilhan Omar for at få en kommentar, men hun er ikke vendt tilbage.

Ilhan Omar repræsenterer delstaten Minnesota i Kongressen i USA.

Delstatens guvernør, Tim Walz, skriver i et opslag på den sociale platform X, at "præsident Trump misbruger sin magt til at gå efter politiske modstandere få uger før et valg".

Ransagningen er udført med godt og vel tre uger til det amerikanske midtvejsvalg.

Ifølge flere amerikanske medier er der praksis for, at Justitsministeriet er varsomt med handlinger - som en ransagning er - op til et valg, da det vil kunne skade eller gavne en kandidat.

Ilhan Omars baggrund har længe været diskuteret blandt hendes kritikere.

Hun er blandt andet blevet beskyldt for, at en af hendes eksmænd i virkeligheden er hendes bror, og at ægteskabet skulle sikre ham adgang til USA.

Donald Trump har også truet med at fratage Ilhan Omar hendes amerikanske statsborgerskab, som hun fik i 2000, og sagt, at hun "skal sendes hjem til Somalia".

Hun er født i Somalia. Familien flygtede siden fra det østafrikanske land til USA.

Ilhan Omar er den første somalisk-amerikaner i Kongressen.

Hun blev valgt i 2018 og stiller op til genvalg i Kongressen den 3. november.

Omar beskrives af nyhedsbureauet Reuters som en "fremtrædende progressiv politiker".

RITZAU

FÅ ABONNEMENT