To dræbt i helikopter-kollision under brandslukning i Grækenland

UDLAND2. AUG 2026 • 18:13

To helikoptere kolliderede søndag i området Psatha. Mandskabet i den ene helikopter blev reddet.

To personer mistede livet, da to helikoptere søndag kolliderede, mens de forsøgte at inddæmme en naturbrand vest for den græske hovedstad, Athen.

Det oplyser brandvæsnet, skriver nyhedsbureauet Reuters.

Hændelsen skete i området Psatha i det sydlige Grækenland.

De to dræbte sad i den ene af de to helikoptere. Mandskabet i den anden helikopter blev reddet.

Tv-optagelser viser ifølge nyhedsbureauet AFP, at en af helikopterne eksploderede og styrtede ned, mens den var i flammer.

Flere steder i landet kæmper brandvæsnet mod naturbrande.

Med de seneste brande har flammerne også fået fat i det græske fastland, efter at landet tidligere på ugen har måttet kæmpe med brande på øer. Blandt andet har de populære ferieøer Lesbos og Kreta været ramt.

Tre brandfolk er døde i forsøget på at bekæmpe flammerne på Kreta.

Premierminister Kyriakos Mitsotakis har udtalt, at landet oplever "ekstreme vejrforhold" med vindhastigheder på 100 kilometer i timen.

- Når vinden blæser med så stor kraft, kan selv de snesevis af fly, vi har til rådighed, ikke operere sikkert, har han skrevet på Facebook ifølge AFP.

Søndag forsøger næsten 500 brandmænd at inddæmme brande omkring kystlandsbyen Porto Germeno nordvest for Athen, oplyser brandvæsenet.

Porto Germeno og andre landsbyer blev evakueret, da branden brød ud fredag. Ifølge lokale myndigheder er flere hjem blevet beskadiget eller helt ødelagt, skriver nyhedsbureauet AFP.

De forsøger at forhindre branden i at nærme sig de vestlige udkanter af Athen.

Imens kæmper omkring 100 brandmænd mod flammerne i Aigialeia i det nordlige Peloponnes.

Sent lørdag brød en ny brand ud på øen Kefalonia.

En 44-årig mand blev ifølge AFP søndag anholdt. Han er mistænkt for bevidst at have startet branden ifølge det græske nyhedsbureau ANA.

RITZAU

FÅ ABONNEMENT