Tidligere stabschef kalder Donald Trump en fascist

23. OKT 2024 • 11:56UDLAND

Længstsiddende stabschef under Donald Trump John Kelly advarer amerikanerne mod at stemme på Trump.

Donald Trumps tidligere stabschef John Kelly kalder Trump en "fascist", der vil "lede landet som en diktator", hvis han bliver valgt som præsident.

Det siger Kelly i et interview med New York Times.

- Den tidligere præsident befinder sig bestemt i det yderste højre. Han er bestemt autoritær, beundrer folk, der er diktatorer - det har han sagt. Så han falder helt sikkert ind under den generelle definition af en fascist, siger Kelly.

Vælgerne bør stemme ud fra egnethed og karakter, når de sætter deres kryds til præsidentvalget 5. november, siger den tidligere stabschef.

Kellys kritik af Donald Trump går også på, at Trump ikke forstår den amerikanske forfatning og retsstatsprincippet.

Det er ikke første gang, at Kelly offentligt kritiserer Donald Trump som præsident.

Kelly har særligt kritiseret Trumps rosende beskrivelser af statsledere som Nordkoreas Kim Jong-un, Ungarns Viktor Orbán og Kinas Xi Jinping.

- Han syntes, at Putin var en okay fyr, og Kim var en okay fyr - vi havde bare skubbet Nordkorea op i et hjørne, sagde Kelly tilbage i marts til CNN.

Ifølge tidligere udtalelser fra Kelly har Trump angiveligt udtalt, at Hitler "udrettede nogle gode ting", skriver CNN.

De udtalelser bekræfter Kelly endnu en gang i interviewet med New York Times.

Talsmand for Trump Steven Cheung kalder Kellys gengivelser "ubekræftede" og siger, at Kelly får sig selv til at ligne "en klovn" med sine udtalelser.

Den tidligere general og republikanske politiker stoppede som Trumps stabschef i 2018.

Han var fungerende stabschef for Donald Trump fra juli 2017 til december 2018 og er dermed den hidtil længstsiddende stabschef under Trump.

John Kelly var leder af sikkerhedstjenesten for nationale anliggender, inden han blev stabschef.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT