Tidligere popstjerne nægter sig skyldig i overgreb på mindreårig pige

UDLAND2. SEP 2026 • 21:32

Gary Glitter har allerede flere domme for seksuelle overgreb bag sig. Han erklærer sig ikke-skyldig i ny sag.

Den tidligere popstjerne Gary Glitter har onsdag erklæret sig ikke-skyldig i seksuelle overgreb begået mod en mindreårig pige i 1970'erne og 1980'erne.

Britiske Gary Glitter tog stilling til anklagen under et retsmøde ved Southwark Crown Court i London.

Det skriver nyhedsbureauet AFP.

82-årige Gary Glitter med det borgerlige navn Paul Gadd deltog i retsmødet via videolink fra et fængsel, hvor han afsoner en tidligere dom for overgreb.

Gary Glitter er sigtet for otte forhold begået mod en pige under 13 år. To af forholdene vedrører fuldbyrdet samleje.

Ifølge anklagemyndigheden inviterede Gary Glitter pigen hjem efter at have tilbudt hende chokolade og misbrugte hende fra 1978 til 1981.

Retssagen mod Gary Glitter begynder i november næste år.

Han fik sit gennembrud i 1970'erne som glamrockstjerne, før han senere fik flere domme og blev fængslet for seksualforbrydelser mod børn.

Han er på nuværende tidspunkt i færd med at afsone en fængselsstraf på 16 år, som han blev idømt i 2015. Her blev han kendt skyldig i seksuelle overgreb mod tre skolepiger. Disse overgreb blev begået mellem 1975 og 1980.

Gary Glitter blev løsladt på prøve i 2023, men blev få uger senere sendt tilbage i fængsel for at have overtrådt vilkårene for sin prøveløsladelse.

Første gang den tidligere popstjerne blev fængslet, var i 1999 for besiddelse af børnepornografisk materiale.

Senere flyttede han til Cambodja, men blev udvist i 2002 på grund af mistanke om seksualforbrydelser.

I 2006 blev han ved en domstol i Vietnam kendt skyldig i at have begået "usømmelige handlinger" mod to piger på 10 og 11 år. Han blev idømt fire års fængsel. Efter løsladelsen vendte han tilbage til Storbritannien.

I 1970'erne blev Gary Glitter berømt i såvel sit hjemland som i resten af Europa med hits som "I'm The Leader Of The Gang" og "I Love You Love Me Love". Når han optrådte, var han iført glittertøj og plateausko.

RITZAU

FÅ ABONNEMENT