Thailand opløser parlamentet og udskriver valg

11. DEC 2025 • 23:48UDLAND

Midt i konflikt med Cambodja udskriver Thailands premierminister valg, der skal afholdes inden for to måneder.

Thailands kong Maha Vajiralongkorn har underskrevet et dekret, der opløser landets parlament.

Det oplyser Royal Thai Government Gazette, der fungerer som regeringens talerør.

Det sker, efter at Thailands premierminister, Anutin Charnvirakul, tidligere torsdag skrev på det sociale medie Facebook, at han vil lade "magten vende tilbage til folket" og signalerede, at han ville opløse parlamentet.

Der skal nu afholdes valg om mellem 45 til 60 dage.

En talsmand for regeringen ved navn Siripong Angkasakulkiat oplyser, at man har valgt at udskrive valg som følge af uenigheder med det største oppositionsparti i parlamentet, Folkepartiet.

- Det her er sket, fordi vi ikke kan komme videre i parlamentet, siger han.

Premierminister Anutin Charnvirakul sagde onsdag til journalister, at en opløsning af parlamentet ikke vil påvirke det thailandske militærs indsats ved grænsen til Cambodja.

Her går sammenstødene med nabolandet fredag ind i sin femte dag, og der er blevet brugt tungt artilleri i skudvekslingerne.

Anutin er Thailands tredje premierminister siden august 2023, og politisk ustabilitet har sat sine spor i Sydøstasiens næststørste økonomi.

Thailand kæmper i forvejen med høj gæld i private husholdninger og lav købekraft samt amerikanske toldsatser indført af USA's præsident, Donald Trump.

Trump hjalp i juli med at forhandle en våbenhvile på plads mellem Thailand og Cambodja, da en over 100 år gammel strid om suverænitet over templer langs den 817 kilometer lange grænse brød ud i juli.

I oktober underskrev statsledere fra de to lande så officielt en våbenhvile. Her var Trump også til stede. Men begge lande har beskyldt hinanden for at bryde våbenhvilen.

I november meddelte Thailands forsvarsminister, Natthaphon Narkphanit, så, at landet havde sat våbenhvilen på pause.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT