Thailand opløser landets største oppositionsparti
Det største parti efter valget i 2023 opløses af domstol for at ville ændre love om kritik af kongehus.
Thailands forfatningsdomstol afgør onsdag, at det største parti i landets underhus, oppositionspartiet Gå Fremad, skal opløses.Beslutningen er truffet på baggrund af Gå Fremads politiske kampagne om at få ændret love, der beskytter Thailands kongehus mod kritik.
Thailands love om majestætsfornærmelse er blandt verdens strengeste og er længe blevet kritiseret af rettighedsgrupper.
Kritik af kongen kan i de værste tilfælde udløse helt op mod 15 års fængsel.
Thailand gik i maj sidste år til parlamentsvalg, og det systemkritiske Gå Fremad fik et overraskende godt valg med flest pladser i underhuset.
Men det lykkedes ikke for partiet at få opbakning til at gøre sin premierministerkandidat, Pita Limjaroenrat, til regeringsleder.
Unge vælgere - blandt andet i byerne - ventes at reagere med vrede på onsdagens beslutning, der betyder, at 11 tidligere og nuværende ledere af partiet er udelukket fra politik i ti år.
Blandt andre populære Pita Limjaroenrat rammes af forbuddet.
Dog ventes betydningen for partiet i parlamentet at blive begrænset.
143 parlamentsmedlemmer beholder således deres pladser og ventes at kunne organisere sig igen i et nyt parti.
Det gjorde de også i 2020, da Gå Fremads forgænger blev opløst på grund af brud på lovgivning om indsamling af kampagnemidler.
Onsdagens opløsning af Gå Fremad får hård kritik af blandt andet Amnesty International.
- Myndighedernes ubarmhjertige chikane af den politiske opposition repræsenterer en stærk dobbeltstandard, da Thailand offentligt har forpligtet sig til et globalt lederskab på menneskerettighedsområdet ved at ansøge om en plads i FN's Menneskerettighedsråd, siger seniordirektør Deprose Muchena i en pressemeddelelse.
Thailands parlament er opdelt i to kamre - underhuset Repræsentanternes Hus med 500 medlemmer og overhuset Senatet med 200 medlemmer.
Senatorer er i princippet ikke tilknyttet partier, men i praksis indgår de i alliancer.
Da Gå Fremad skulle forsøge at omsætte de mange pladser i underhuset til en position som regeringsleder, var det stadig militærudpegede senatorer, som sad i overhuset. De blokerede i vidt omfang for Gå Fremad.
/ritzau/Reuters