Thailand: Militærchefer enige om at opretholde våbenhvile
Cambodja og Thailand har indvilget i ikke at indsætte yderligere tropper langs grænserne, skriver Reuters.
Militærchefer fra Cambodja og Thailand mødtes tirsdag ved en grænseovergang mellem landene.Det oplyser Winthai Suvaree, en talsperson for den thailandske hær, til Reuters.
Her blev militærcheferne ifølge Suvaree enige om at opretholde våbenhvilen, indstille enhver militær bevægelse og facilitere hjemsendelse af sårede og døde.
Derudover vil begge sider etablere et koordinationsteam "for at løse eventuelle problemer".
Lim Menghour, der er generaldirektør for Kommissionen for Udenrigsanliggender og Internationalt Samarbejde i Cambodjas nationalforsamling, oplyser, at begge lande har indvilget i ikke at indsætte yderligere tropper langs grænsen.
Ved midnat mandag trådte en våbenhvile i kraft mellem de to lande efter fem dages kampe.
Allerede natten til tirsdag beskyldte Thailands hær dog Cambodja for at bryde våbenhvilen og at have udført angreb mindst fire steder.
I en udtalelse fra Cambodjas forsvarsminister, Tea Seiha, afviser landet dog anklagen og fastholder, at deres tropper nøje har overholdt våbenhvilen siden midnat og fortsat gør det.
Thailand og Cambodja har i mere end 100 år været uenige om grænsedragningen mellem dem. Konflikten kredser især om suverænitet over templer i grænseområderne.
Torsdag brød der sammenstød ud mellem soldater i grænseområdet.
Mindst 40 personer meldes ifølge landenes myndigheder at have mistet livet, siden konflikten brød ud på ny.
Blandt de dræbte er der meldinger om 13 civile i Thailand og 8 i Cambodja.
Mere end 300.000 personer meldes desuden at have forladt deres hjem nær grænseområderne.
Flere indbyggere i grænseområderne, som flygtede under kampene, er tirsdag begyndt at vende tilbage.
En af dem er 51-årige Chaiya Phumjaroen, som tidligt tirsdag vendte tilbage til Kantharalak-distriktet i Thailand cirka 30 kilometer fra frontlinjerne for at genåbne sin butik.
- Jeg er meget glad for, at våbenhvilen kom i stand. Hvis du fortsætter med at kæmpe, har vi ikke nogen muligheder for at tjene penge, siger han til Reuters.
/ritzau/Reuters