Thailand beskylder Cambodja for at bryde våbenhvile igen

6. JAN 2026 • 04:31UDLAND

En ti dage gammel våbenhvile er ifølge Thailand blevet brudt, fordi Cambodja har affyret mortergranater.

Cambodja har tirsdag brudt en ti dage gammel våbenhvile og udført angreb på den thailandske grænseprovins Ubon Ratchathani, hvor en soldat er blevet såret.

Det melder Thailands hær ifølge nyhedsbureauet AFP i en udtalelse.

- Cambodja har brudt våbenhvilen, lyder det.

Thailand beskylder mere præcist Cambodja for at have affyret mortergranater mod den anden side af grænsen.

En soldat blev såret af granatsplinter og blev evakueret for at modtage lægebehandling, lyder det fra den thailandske hær.

Den over 100 år gamle konflikt mellem de sydøstasiatiske naboer blussede op flere gange sidste år. I december blev over 40 mennesker dræbt, og omkring en million blev drevet på flugt på begge sider af grænsen.

Den handler om suveræniteten for især templer i området omkring deres 817 kilometer lange fælles grænse.

USA's præsident, Donald Trump, hjalp sammen med Malaysia med at forhandle en våbenhvile på plads mellem Thailand og Cambodja, da en gammel strid om suverænitet langs den fælles grænse igen brød ud i juli.

I oktober underskrev statsledere fra de to lande officielt en våbenhvile. Her var Trump til stede. Aftalen fra oktober byggede på den våbenhvile, der allerede var blevet indgået i juli.

Men siden da blussede grænsestriden op igen.

Efter tre dages forhandlinger indgik de to lande så igen en våbenhvile den 27. december sidste år, hvilket bragte en afslutning på tre ugers sammenstød.

I den forbindelse frigav Thailand 18 cambodjanske soldater, der havde været tilbageholdt siden juli.

Cambodja har ikke umiddelbart kommenteret meldingerne om angrebene.

/ritzau/AFP

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT