Taiwan: Kinesiske skibe trækker sig tilbage efter militærøvelser
Kina har endnu ikke sagt, at omfattende militærøvelser er afsluttet, og Taiwan forbliver i højt beredskab.
Taiwan er onsdag lokal tid fortsat i højt beredskab, efter at Kina tirsdag udførte omfattende militærøvelser omkring øen.Det skriver nyhedsbureauet Reuters.
Ifølge Taiwans kystvagt er øens maritime akutberedskab således fortsat aktivt.
Militærøvelserne, som Kina kalder "Justice Mission 2025", har medført affyring af flere raketter omkring Taiwan, ligesom flere krigsskibe og fly er blevet indsat nær øen.
Taiwan har fordømt øvelserne, som øen har sagt er en åbenlys provokation, der udgør en trussel mod dens sikkerhed. Også Storbritannien og Europa-Kommissionen har udtrykt bekymring over øvelserne.
Kuan Bi-ling, som står i spidsen for Taiwans råd for maritime anliggender, siger, at de kinesiske skibe ser ud til at være på vej væk fra Taiwan. Kina har dog ikke erklæret øvelsen for afsluttet.
- Den maritime situation er blevet mere rolig, og skibe og fartøjer trækker sig gradvist tilbage, skriver hun ifølge Reuters i et opslag på Facebook.
- Da Kina endnu ikke har annonceret afslutningen på militærøvelserne, er nødberedskabscenteret fortsat i drift, lyder det videre.
En embedsmand fra Taiwans kystvagt melder, at alle de 11 kinesiske kystvagtskibe, som har befundet sig nær Taiwan, har forladt farvandet og er på vej længere væk.
En sikkerhedskilde i Taiwan siger samtidig, at nødberedskabet i både militæret og kystvagten også fortsat er aktive.
Fra Taiwans forsvarsministerium lyder det onsdag lokal tid, at 77 kinesiske militærfly og 25 skibe fra den kinesiske flåde og kystvagt i løbet af de seneste 24 timer har opereret omkring øen.
Øvelserne er ifølge Reuters Kinas hidtil mest omfattende militærøvelser målt ud fra, hvor stort et område de har påvirket.
De medførte, at Taiwan aflyste en række indenrigsflyvninger, ligesom øen sendte jagerfly og krigsskibe ud for at overvåge situationen.
Taiwan er demokratisk styret og betragter sig selv som en selvstændig stat. Kina ser modsat øen som kinesisk område.
Meldingen om militærøvelserne kom tidligt mandag fra Kinas militær.
De havde til formål at teste kampberedskabet og sende en "hård advarsel" mod tiltag for taiwansk uafhængighed, lød det.
/ritzau/
