Tæt løb i Ecuadors præsidentvalg kan gøre anden runde nødvendig
Ecuadors præsident, Daniel Noboa, får større konkurrence end ventet, og anden valgrunde kan blive realitet.
Valgsteder i Ecuador er lukket, og optællingen af stemmer er i gang, efter at indbyggerne søndag har peget på, hvem de foretrækker som landets næste præsident.Det skriver nyhedsbureauet AFP.
Omkring 50 procent af stemmerne er natten til mandag dansk tid optalt, og resultaterne heraf peger på, at Ecuadors nuværende præsident, Daniel Noboa, står til at få 45 procent af stemmerne.
Luisa Gonzalez, som er kandidat for venstrefløjen og Noboas største konkurrent, ser samtidig ud til at få 43 procent - hvilket er mere end ventet.
En kandidat skal sikre sig mindst 50 procent af stemmerne, hvis valget ikke skal ud i en anden runde, som vil finde sted i april.
Diana Atamaint, som er formand i landets valgråd, påpeger til Reuters, at en anden valgrunde vil blive nødvendig, hvis prognosen fra den første halvdel af optællingen holder stik.
Noboa og Gonzalez mødtes ligeledes i en anden runde, da der var præsidentvalg i 2023.
Den ventede valgdeltagelse i år er ifølge AFP mellem 13 og 14 millioner ecuadorianere.
Indbyggerne skal vælge en præsident, som skal forsøge at hjælpe det voldsramte land ud af dets værste krise i et halvt århundrede.
Valgkampagnen har været præget af bekymringer om landets økonomi og om de magtfulde kriminelle karteller, som har forvandlet Ecuador fra at være et af verdens mest sikre lande til et af de farligste.
Ecuador blev tidligere betragtet som et relativt fredeligt land i Latinamerika, men har siden mistet den status, efter problemerne med narkobander de senere år er taget til.
- Landet er i gang med at kollapse. Den eneste ting, jeg beder om, er at den nye præsident bringer orden i det her rod, sagde den 28-årige indbygger Luis Jaime Torres, da han søndag afgav sin stemme.
Tungt bevæbnede soldater var søndag placeret ved valgstederne på tværs af landet, og beredskabstjenester havde forinden udsendt "alvorlige advarsler" om et uspecificeret "muligt angreb mod demokratiet".
Ecuador ligger i det nordvestlige Sydamerika og grænser op til Colombia mod nord og Peru mod syd. Landet har omkring 18 millioner indbyggere.
/ritzau/