Sydkoreas fødselsrate stiger for første gang i ni år

26. FEB 2025 • 07:09UDLAND

Fødselsraten steg sidste år en smule i Sydkorea. Landet har dog stadig den laveste fødselsrate i OECD.

Fødselsraten i Sydkorea steg i 2024 for første gang i ni år.

Det gennemsnitlige antal børn, der kan forventes for en sydkoreansk kvinde i den fertile alder, steg sidste år til 0,75. I 2023 lå tallet på 0,72 børn per kvinde.

Det viser foreløbige tal fra den offentlige myndighed Statistics Korea.

Sydkoreas fødselsrate var i 2023 den laveste i verden. Tallet er dog fortsat markant lavere end i 2014, hvor der kunne forventes 1,24 børn for en sydkoreansk kvinde.

Siden 2018 har Sydkorea været det eneste land i OECD - Organisationen for Økonomisk Samarbejde og Udvikling - hvis rate ligger på under 1.

Sydkorea har gennem de seneste år iværksat flere tiltag, der skulle tilskynde den yngre del af befolkningen til at gifte sig og stifte familie.

På et pressemøde i maj 2024 kaldte den nu suspenderede præsident Yoon Suk-yeol landets fødselsrate og aldrende samfund for en "national nødsituation".

I den forbindelse oprettede præsidenten et nyt ministerium, der har fået til opgave af få vendt de årelange nedadgående rate.

Antallet af ægteskaber steg sidste år med 14,9 procent. Det den største stigning, siden man lavede den første opgørelse på området i 1970.

I 2023 steg antallet af ægteskaber med 1,0 procent. Det var første gang, at antallet af ægteskaber var stigende i Sydkorea i 11 år.

I Sydkorea er der i høj grad en sammenhæng mellem antallet af ægteskaber og antallet af fødsler. Det skriver Reuters. Det skyldes, at ægteskab for mange anses som en forudsætning for at få børn.

- Der er sket en ændring i den kollektive indstilling, hvor der er kommet et mere positivt syn på ægteskabet og børn, siger en embedsmand for Statistic Korea på et pressemøde onsdag.

Embedsmanden påpeger dog, at det er svært at sige noget om, hvilke faktorer, der har bidraget til stigningen i antallet af fødsler.

Sidste år svandt befolkningstallet med 120.000 i Sydkorea, viser data fra Statistics Korea. Det skyldes, at der dør langt flere sydkoreanere, end der fødes.

Den sydkoreanske befolkningstal toppede i 2020 med 51,83 millioner indbyggere. Ifølge en fremskrivning fra Statistics Korea forventes befolkningstallet i 2072 at falde til 36,22 millioner.

/ritzau/Reuters

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT