Sydkoreansk domstol annullerer arrestordre mod Yoon
Sydkoreas Yoon løslades ikke med det samme, fordi anklagere kan appellere, siger Yoons advokat til Reuters.
En sydkoreansk domstol har annulleret arrestordren mod landets suspenderede præsident, Yoon Suk-yeol.Det skriver flere udenlandske medier.
Det koreanske nyhedsbureau Yonhap skriver, at Yoon er blevet løsladt.
Nyhedsbureauet Reuters skriver omvendt, at han endnu ikke er løsladt.
Seok Dong-hyeon, en præsidentens advokater, siger til Reuters, at Yoon fortsat er tilbageholdt, fordi anklagemyndigheden skal have mulighed for at appellere afgørelsen.
Domstolen i Seoul bemærker i en udtalelse, at der er blevet sat "spørgsmålstegn ved lovligheden" af efterforskningsprocessen.
Yoons advokater har kommenteret på tilbagekaldelsen af arrestordren.
- Rettens beslutning om at annullere arrestordren viser, at retssikkerheden i det her land stadig lever, lyder det i en udtalelse ifølge Reuters.
Anklagemyndigheden har ikke umiddelbart kommenteret afgørelsen.
Sydkoreas præsidentkontor udtaler efter afgørelsen, at det "håber, at Yoon vil vende tilbage til arbejdet snart", skriver Reuters.
Yoon blev den første siddende præsident til at blive anholdt i midten af januar i forbindelse med sagen om hans beslutning om at erklære undtagelsestilstand 3. december sidste år.
Det kom som en stor overraskelse både i og uden for Sydkorea.
I en tv-tale sent om aftenen sagde han, at der var sydkoreanske politikere, som gik Nordkoreas ærinde og modarbejdede Sydkoreas interesser.
Efter nogle dramatiske timer blev undtagelsestilstanden ophævet af parlamentet.
Selv om den kun endte med at vare nogle timer, så var det nok til at sætte gang i et politisk kaos i Sydkorea.
Oppositionen har anklaget den nu suspenderede præsident for at tage det ekstraordinære skridt uden en legitim begrundelse.
Parlamentet afsatte Yoon i december og besluttede at indlede en rigsretssag mod ham.
Samtidig er der indledt en straffesag mod ham, hvor han er tiltalt for oprør.
Det er en af de få anklager, som sydkoreanske præsidenter ikke er immune over for. Oprør kan straffes med op til livstid eller døden, selv om Sydkorea ikke har udført henrettelser i årtier.
Yoon skal fortsat møde op i retten, selv om han altså nu ikke længere skal være tilbageholdt.
Hans advokater har hævdet, at arrestordren fra januar var ugyldig. Der var fejl i den af juridisk karakter, har de sagt.
Forfatningsdomstolen ventes snart at tage stilling til Yoons rigsretssag, skriver Reuters.
/ritzau/
