Sverige låner radarsystemer til Danmark
I sidste uge oplyste Forsvarsministeriet, at Danmark låner svenske antidronesystemer under EU-topmøde.
Sverige har sendt "en håndfuld kraftige radarsystemer" til Danmark.Det skriver den svenske statsminister, Ulf Kristersson, i et opslag på X.
Her uddyber han, at Sverige låner radarsystemerne til Danmark "i en periode", men kommer ikke ind på, hvor lang tid dette gælder.
I opslaget fortæller Kristersson desuden, at Sverige i forbindelse med EU-topmødet på onsdag, som finder sted i København, låner Danmark en militær antidrone-kapacitet.
Allerede i sidste uge oplyste Forsvarsministeriet i et skriftligt svar til Ritzau, at Danmark har takket ja til tilbuddet om at låne de svenske antidronesystemer under topmødet.
Den svenske statsminister, Ulf Kristersson, sagde fredag, at svensk antidroneteknologi har til formål at hjælpe med at sikre, at topmødet kan afholdes.
Fra 30. september til 2. oktober er Danmark vært for to europæiske topmøder med stats- og regeringschefer fra EU.
Møderne finder sted i København.
Det svenske tilbud kom i forlængelse af forsvarsminister Troels Lund Poulsens (V) møde med sine nordiske kolleger torsdag aften, skrev ministeriet.
- Og er et stærkt signal på den store internationale opbakning til Danmark, lyder det videre.
Observation af droner har flere gange denne uge ført til kortvarige lukninger af flere lufthavne.
Dronehændelserne har også afsløret, at Danmark ikke er godt nok rustet til den slags hybride angreb.
På et pressemøde torsdag med både justitsminister Peter Hummelgaard (S) og forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V) lød erkendelsen, at vi skal anskaffe "nye kapaciteter til at detektere og neutralisere droner".
Ved et pressemøde fredag lød det fra chefpolitiinspektør Peter Ekebjærg, at politiet "selvfølgelig" er gearet til at håndtere topmødet.
Statsminister Mette Frederiksen (S) fortalte samme dag, at der udspiller sig
en "hybridkrig" på dansk grund. Det er ikke en krig i traditionel forstand, men angreb, som har til formål at forvirre og gøre os usikre.
/ritzau/