Strid om ICE kan lukke amerikansk ministerium delvist ned
Demokrater kræver ændringer i ICE's arbejdsgange, inden de vil stemme for ny bevilling til Noems ministerium.
USA's ministerium for indenlandsk sikkerhed (DHS) kan blive ramt af en delvis nedlukning fra midnat natten til lørdag amerikansk tid.Det skyldes, at Republikanere og Demokrater i USA's Kongres ikke kan blive enige om en ny bevilling til ministeriet, der ledes af Kristi Noem.
Demokraterne vil ikke stemme for en ny bevilling til DHS, før der sker omfattende ændringer i den måde, immigrationsmyndigheden ICE arbejder på.
- I ugevis har vi presset på for reformer, der bygger på sund fornuft, siger Demokraternes leder i Senatet, Chuck Schumer.
Konkret kræver de demokratiske politikere færre patruljer, forbud mod at ICE-agenterne har ansigterne skjult bag masker, samt at ICE skal kunne fremvise en retskendelse for at få adgang til privat ejendom.
Demokraternes modstand mod ICE og dets hårdhændede metoder er øget markant, efter at Renee Good og Alex Pretti blev dræbt af skud fra ICE-agenter i Minneapolis i januar.
- Demokraterne vil ikke støtte en blankocheck til kaos, siger Schumer.
I Kongressens andet kammer, Repræsentanternes Hus, advarede den demokratiske mindretalsleder, Hakeem Jeffries, torsdag om, at ICE er "fuldstændig og totalt ude af kontrol".
- Skatteydernes penge bør bruges på at gøre livet mere overkommeligt for det amerikanske folk, ikke på at brutalisere eller dræbe dem, sagde han.
Jeffries tilføjede, at vold opstår "hver gang disse maskerede og uuddannede ICE-agenter dukker op".
Selv hvis alle 53 republikanske senatorer stemmer for at bevilge penge til DHS, kræver reglerne opbakning fra 60 af Senatets 100 medlemmer for at få budgetforslaget videre.
Det betyder, at Republikanerne har brug for mindst syv demokratiske stemmer i Senatet.
Hvis der ikke opnås en aftale, kan tusindvis af offentligt ansatte blive sendt hjem uden løn.
ICE vil dog kunne fortsætte sine operationer på grund af midler, som Kongressen godkendte sidste år.
Den største påvirkning vil ramme andre myndigheder, herunder Federal Emergency Management Agency (FEMA), der har ansvaret for indsatsen ved naturkatastrofer.
Transportation Security Administration, som står for sikkerheden i lufthavne, advarer på X om, at en langvarig nedlukning kan føre til længere ventetider og aflyste fly.
/ritzau/AFP
