Der bliver stillet højere sikkerhedskrav til de flag, som publikum medbringer til årets Eurovision.
Der vil være nye og strengere krav til de flag, som publikum kan have med ind i arenaen i Wien, når Eurovision løber af stablen i næste uge.Det skriver det norske medie VG, der har talt med European Broadcasting Union (EBU), som organiserer sangkonkurrencen.
Det vil kun være tilladt at have flammehæmmende flag og bannere med ind i den østrigske arena.
Det sker som følge af den brand, der brød ud på en natklub i Schweiz nytårsnat, oplyser EBU til VG.
Ved branden mistede 41 personer livet.
Publikummer, der ønsker at medbringe flag og bannere, vil blive bedt om at vise et certifikat, der skal bevise, at flaget er brandsikkert. Ellers kommer flaget eller banneret ikke med ind til semifinalerne og finalen.
Det er ifølge EBU et krav til alle arrangementer i Østrig. Det er derfor ikke regler, der er lavet specifikt til sangkonkurrencen.
VG skriver, at EBU har oprettet en særlig flagbutik, hvor det har været muligt at forudbestille godkendte flag, som man kan hente i arenaen inden showstart.
Det er ikke et krav, at flag og bannere er købt i den officielle Eurovision-flagbutik. Det vil også være muligt at medbringe "kompatible flag" fra andre forhandlere, lyder det fra EBU.
Årets Eurovision bliver afholdt i arenaen Wiener Stadthalle i Wien.
Der stiller så mange lande op i Eurovision, at konkurrencen må afvikles over to semifinaler inden den store finale.
Årets danske Eurovision-håb, Søren Torpegaard Lund, skal forsøge at kvalificere sig til Eurovision-finalen 16. maj i den anden semifinale, som afvikles 14. maj. Den første finder sted 12. maj.
I semifinalen får Danmark selskab af 14 andre lande, herunder Australien, Ukraine og Norge.
Efterforskningen af dødsbranden i Schweiz pegede på, at branden opstod, da stjernekastere, der var placeret i champagneflasker, kom for tæt på loftet og antændte det, da de blev båret gennem baren.
Foruden de omkomne fik flere end 100 personer alvorlige kvæstelser - primært brandskader - i forbindelse med branden.
De fleste af ofrene var schweiziske statsborgere, men der var også italienere, franskmænd og andre nationaliteter blandt de omkomne og tilskadekomne.
/ritzau/