Maraton betyder spærrede veje og parkeringsforbud i København

9. MAJ 2026 • 13:43INDLAND/KRIMINAL

Søndag skal trafikanter i København forberede sig på afspærringer, når årets Copenhagen Marathon afholdes.

Omkring 25.000 har meldt sig til Copenhagen Marathon, som søndag skal løbes i Københavns gader.

Løbet medfører en række afspærringer for trafikken i både Indre By og på Nørrebro, Østerbro, Vesterbro og Frederiksberg.

Det skriver arrangørerne i en pressemeddelelse.

Ruten er spærret for trafik fra klokken 6 til klokken 17. Dele af ruten på Frederiksberg vil dog kun være spærret fra klokken 7 til klokken 15.

Når ruten er lukket, kan biler krydse ruten på udvalgte punkter.

Arrangørerne opfordrer også til, at man som fodgænger eller cyklist følger de anvisninger, man får på stedet.

Der er desuden parkeringsforbud flere steder, som allerede gælder fra lørdag ifølge pressemeddelelsen.

Ruten genåbner, efterhånden som løberne passerer.

På sin hjemmeside understreger Copenhagen Marathon, at det ikke er tilladt at køre i bil på ruten, imens den er afspærret, selv hvis ruten er tom på et givent tidspunkt.

Årets rute er den samme som sidste år, lyder det fra Lars Nissen, der er eventchef hos Sparta Atletik & Løb, i pressemeddelelsen.

- Tilskuerne er en stor del af stemningen til Copenhagen Marathon, og vi glæder os altid til at se lokale, venner og familie langs ruten. Tilskuernes opbakning er altid fantastisk, og vi ved, at det betyder meget for løberne, siger han.

Hvis man vil se løbet som tilskuer, fraråder arrangørerne al bilkørsel.

I stedet bør man gå, tage cyklen eller bruge offentlig transport.

De gør dog samtidig opmærksom på, at nogle busruter kan være påvirket af ruteomlægninger.

Det er 46. gang, at der afholdes Copenhagen Marathon i hovedstaden.

I forbindelse med årets løb afvikles der også danmarksmesterskab i maraton.

/ritzau/

MESTE LÆST INDLAND-KRIMINAL (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT