Strejkende læger i Indien vil ikke arbejde før krav er mødt

10. SEP 2024 • 06:53UDLAND

Selv om indisk højesteret meddelte læger, at de skal stoppe deres strejke, står lægerne stadig fast på krav.

Turnuslæger i den indiske delstat Vestbengalen har tirsdag morgen erklæret, at de vil fortsætte deres strejke, medmindre deres krav bliver mødt.

Det fremgår af en fælles udtalelse ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Hundredvis af læger har stillet krav om øget sikkerhed på hospitalerne, efter en 31-årig kvindelig læge i august blev voldtaget og dræbt på et universitetshospital i den østlige by Kolkata.

Mandag sagde højesteret, at lægerne havde indtil tirsdag til at vende tilbage på arbejde.

Ellers ville der blive truffet "ufordelagtige foranstaltninger", lød det, uden at det blev uddybet.

Organisationen West Bengal Junior Doctors' Front, som repræsenterer omkring 7000 læger i delstaten, siger, at de vil "overveje" kendelsen fra højesteret - men kun hvis deres krav bliver imødekommet.

- Ellers må vi forstå, at regeringen ikke ønsker at løse denne knude, lyder det i udtalelsen.

- I så fald vil vi holde regeringen ansvarlig for den situation, der er opstået på tværs af delstaten.

Lægerne kræver blandt andet flere sikkerhedsvagter på hospitalerne og mere videoovervågning. De vil også have, at politichefen i Kolkata bliver afsat.

- Vi har ikke set et eneste videoovervågningskamera blive installeret siden hændelsen, siger lægen Shubhendu Malik, som er talsperson for turnuslæger på R.G. Kar-hospitalet.

Det var her, at den 31-årige kvinde den 10. august blev dræbt.

Nogle af lægens kolleger har fortalt Reuters, at hun havde trukket sig tilbage for at sove på et gulvtæppe i et undervisningslokale, fordi der var mangel på sovesale og hvilerum til lægerne.

- Der er ikke noget hvilerum og ingen kønsopdelte toiletter til mænd og kvinder, siger Malik.

Ifølge en lægerapport, som Reuters har set, blødte hun fra mund og øjne og havde skader på ben, mave, ankler og højre hånd, da hun blev fundet død.

Mandag tog højesteret stilling til strejken, efter at sagen på tværs af landet havde skabt forargelse. Her lød beskeden, at lægerne ville have den følgende dag til at vende tilbage til deres arbejde.

Også uden for Indien har sagen fået stor opmærksomhed. I omkring 25 lande er der blevet demonstreret mod drabet. Blandt andet i USA og i Japan, hvor der kræves retfærdighed for kvinden.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT