Storbritannien og Frankrig holder møde om genåbning af Hormuzstrædet
En multinational styrke kan indsættes, når der er fred i region omkring Hormuzstrædet, oplyser Storbritannien.
Militærfaglige rådgivere fra over 30 lande vil fra onsdag i to dage holde møder i den britiske hovedstad, London, i forsøget på at etablere en multinational styrke, der skal bidrage til en genåbning af Hormuzstrædet.Det oplyser det britiske forsvarsministerium i en pressemeddelelse.
Storbritannien og Frankrig står i spidsen for missionen.
Ministeriet skriver, at mødet onsdag vil bygge videre på fremskridt, der blev opnået under drøftelser i Frankrigs hovedstad, Paris, i sidste uge.
- Opgaven i dag og i morgen er at omsætte diplomatisk konsensus til en fælles plan for at sikre navigationsfriheden i strædet og støtte en varig våbenhvile, siger forsvarsminister John Healey i pressemeddelelsen.
Han siger videre, at han er sikker på, at der vil blive gjort reelle fremskridt.
Fredag holdt den britiske premierminister, Keir Starmer, og den franske præsident, Emmanuel Macron, et møde om Hormuzstrædet i Paris. Over 40 lande deltog.
Den maritime flaskehals har været de facto lukket siden starten af marts, efter at Israel og USA angreb Iran den 28. februar.
Storbritannien og Frankrig understregede begge to, at missionen udelukkende vil arbejde defensivt, og at man kun vil indsætte soldater, når der er opnået enighed om varig fred i regionen.
USA og Iran deltog ikke i forhandlingerne, da de er de krigsførende parter.
Den to uger lange våbenhvile mellem USA og Iran stod til at udløbe onsdag, men USA's præsident, Donald Trump, meldte kort før tidsfristen ud, at han forlænger den for at give mere tid til forhandlinger.
Begge sider har anklaget hinanden for brud på aftalen, og Trump udtalte, at han opretholder den amerikanske blokade af iranske havne.
Konferencen vil finde sted i Permanent Joint Headquarters i det nordvestlige London, som er det britiske kommandocenter for overvågning og ledelse af fælles militære operationer.
/ritzau/AFP
