Stoltenberg: Rusland gennemfører hybridangreb i flere Nato-lande

12. JUN 2024 • 18:56UDLAND

Nato-lande deler efterretninger for at forhindre og anholde i forbindelse med hybridangreb, siger Stoltenberg.

Rusland har gennemført en serie hybridangreb på Nato-territorium. Det er sket i form af sabotage, brandattentater, vold, cyberangreb og misinformation.

Det siger Natos generalsekretær, Jens Stoltenberg, på et pressemøde onsdag i Bruxelles. Udmeldingen kommer forud for et møde for Nato-landenes forsvarsministre torsdag og fredag.

- Allierede tager deres modforholdsregler. De foretager anholdelser og tager retlige skridt, siger Stoltenberg.

Ifølge Natos generalsekretær er det efterhånden en lang række Nato-lande, der er blevet af ramt af russiske hybridangreb.

I lyset af krigen i Ukraine har Rusland ifølge Stoltenberg optrappet angrebene. De har nu ramt Storbritannien, Tyskland, Polen og flere af de baltiske lande.

Med udmeldingen peger Stoltenberg utvetydigt fingeren mod Putins Rusland.

En del af formålet med hybridkrig er for den angribende part netop at undgå en direkte konfrontation, fordi det kan være uklart, hvem der står bag sabotagen.

Men forud for et møde for Nato-landenes forsvarsministre efterlader Stoltenberg ingen tvivl om, hvor ansvaret skal placeres.

- Nato hjælper med at gøre allierede lande opmærksomme på, at Rusland er mere aktive på tværs af alliancen. Vi deler efterretninger. Og vi har set flere lande lave anholdelser på baggrund af de delte efterretninger, siger Jens Stoltenberg.

Derudover har Nato-landene ifølge Stoltenberg øget deres beskyttelse af kritisk infrastruktur. Særligt undersøisk infrastruktur som eksempel kabler eller gasledninger er blevet bedre beskyttet.

Hybridangrebene efterlader dog Nato-landene i en svær situation, fordi de ikke kan angribe tilbage, hvis de fortsat ønsker at overholde international lovgivning.

Derfor er Natos modsvar begrænset til at gøre opmærksom på ansvaret for angrebene. Og til at gennemføre retsforfølgelse, når man anholder personer i forbindelse med hybridangrebene.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT