Statsminister søger tæt parløb med briter om opgør med konventioner

1. OKT 2025 • 12:33UDLAND

Danmark har en allieret i Storbritannien i forhold til opgør med konventioner om udvisning af kriminelle.

Statsministeren søger i disse dage støtte hos europæiske kolleger til et opgør med konventioner om udvisning af kriminelle, når hun mødes med et halvt hundrede stats- og regeringschefer i København.

Konkret ser hun frem til et møde med Storbritanniens premierminister, Keir Starmer, i København.

- Jeg har møder med Storbritannien i løbet af de næste par dage. Jeg har igangsat et arbejde sammen med få andre kolleger i Europa om et opgør med nogle af konventionerne, blandt andet i forhold til udvisning af kriminelle, og der håber jeg på et tæt samarbejde med Storbritannien.

Det skal ifølge regeringen være lettere at udvise udlændinge, som dømmes for kriminalitet i Danmark.

Konventioner forankret i Europarådet forhindrer i nogle tilfælde, at kriminelle kan udvises, og det vil statsministeren have et opgør med.

- Topmødet handler først og fremmest om forsvar, og en del af det er, at vi også får styr på EU's ydre grænser, at vi får nedbragt antallet af folk, der kommer hertil. Og lige så vigtigt, at vi får muligheden for, at folk, der kommer hertil og begår kriminalitet, udvises, siger Mette Frederiksen.

Ni europæiske lande skrev i maj et brev - på dansk, østrigsk og italiensk initiativ - om, hvordan de vil forsvare de "europæiske værdier, retsstatsprincipper og menneskerettigheder".

Landene ønsker et opgør med konventionerne og Menneskerettighedsdomstolen i Strasbourg, som landene mener - i nogle tilfælde - går for vidt i tolkningen af konventionerne.

Onsdag handler i første omgang om EU. Men senere mødes EU-lederne med øvrige europæiske stats- og regeringschefer i Det Europæiske Politiske Fællesskab (EPC) til middag på Amalienborg.

Torsdag er disse rundt regnet 50 lande samlet til topmøde i Bella Center.

EPC er et forum og sammenslutning af lande, der blev dannet på fransk initiativ som følge af Ruslands invasion af Ukraine i 2022.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT