Statsmedie: Kinas ekspræsident blev utilpas og forlod kongres

23. OKT 2022 • 07:30UDLAND

Medier har spekuleret i magtdemonstration ved kongres, men det er ifølge Xinhua ikke forklaringen på episode.

Utilpashed var ifølge det statslige kinesiske nyhedsbureau Xinhua årsagen til, at Kinas tidligere præsident Hu Jintao lørdag morgen dansk tid blev ført ud under afslutningen på Kommunistpartiets kongres.

Hændelsen har vakt international opsigt. Hu Jintao så umiddelbart ud til at være modvillig, da han blev ført ud af salen.

Episoden har ført til spekulationer - blandt andet fra store medier som BBC - om en eventuel magtdemonstration fra præsident Xi Jinping.

Det statslige nyhedsbureau Xinhua hævder dog, at hændelsen har en mere simpel forklaring.

Bureauet skriver, at journalisten Liu Jiawen erfarer, at Hu Jintao på det seneste har brugt tid på at komme sig efter ikke nærmere definerede helbredsproblemer.

- Da han ikke havde det godt under ceremonien, hjalp hans ansatte ham med - for hans helbreds skyld - at komme til et rum ved siden af for at hvile sig, skriver Xinhua.

- Nu har han det meget bedre.

Nyhedsbureauet Reuters har set nærmere på den kinesiske mediedækning af sagen.

Her bemærkes det, at videoer af episoden natten til søndag ikke var at finde på Kinas stærkt censurerede sociale medier.

Heller ikke i Xinhuas opslag på det sociale medie Weibo, som er målrettet et indenrigspublikum, blev Hu nævnt.

Statsmediers dækning af ceremonien indeholdt heller ikke noget om hændelsen.

Lørdag markerede i øvrigt afslutningen på kongressen.

Søndag morgen dansk tid mødtes partiets centralkomité bag lukkede døre for blandt andet at genvælge Xi Jinping som generalsekretær for Kinas Kommunistiske Parti.

Det betyder, at han får fem år yderligere i spidsen for partiet. Ifølge nærmest alle medier - heriblandt nyhedsbureauet AFP - har han stensikker kurs mod en tredje præsidentperiode.

Kinas præsident vælges dog først officielt i marts ved Kinas parlaments årlige møde. Parlamentets rolle anses hovedsageligt for at være symbolsk.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU