Stats-tv: Iranere siger millionfoldigt farvel til præsident

22. MAJ 2024 • 16:24UDLAND

Hamas-leder, Hizbollah, Irans øverste leder og iranere i hobetal tog afsked med præsident i Teheran.

En enorm folkemængde tog onsdag del i et begravelsesoptog i Teheran for Irans nyligt afdøde præsident, Ebrahim Raisi.

Det viser billeder fra den iranske hovedstad.

Iransk stats-tv beskriver onsdagens optog som et "millionfoldigt farvel" til Raisi, der søndag var ude for en helikopterulykke i dårligt vejr i et bjergområde i det nordvestlige Iran. Otte blev dræbt.

Irans øverste leder, Ali Khamenei, var flankeret af flere topembedsmænd, da han bad ved de otte dødes kister.

- Vi har mistet en fremtrædende personlighed. Han var en god bror, sagde Khamenei.

- Han var effektiv, kompetent, oprigtig og alvorlig, fortsatte den øverste leder.

Den militante palæstinensiske gruppe Hamas' øverste leder, Ismail Haniyeh, deltog også. Det samme gjorde den næstøverste i den libanesiske militante bevægelse Hizbollah, Naim Qassem.

- Vi er sikre på, at Den Islamiske Republik Iran vil fortsætte sin støtte til det palæstinensiske folk, sagde Haniyeh, mens folk råbte "død over Israel".

I Irans hovedstad er der blevet sat store hyldestbannere op for den afdøde præsident, der kaldes en "tjenestens martyr".

Borgere i Teheran fik beskeder på telefonen, hvor de blev opfordret til at tage del i optoget for Raisi, der blev anset for at være en mulig afløser for Khamenei.

Efter Raisis død skal Iran 28. juni til præsidentvalg. Men landets overordnede politiske kurs ventes ikke at skifte.

Iran er et præstestyre med visse demokratiske træk, og det er den øverste leder, 85-årige ayatollah Ali Khamenei, som er øverste politiske autoritet.

Han har blandt andet sidste ord, hvad angår udenrigspolitik og landets atomprogram - og andre afgørende politikområder.

Imens er den folkevalgte præsident regeringsleder og ansvarlig for den daglige ledelse af republikken.

Enhver præsidentkandidat skal først godkendes af Vogternes Råd, som består af seks gejstlige, der udpeges af den øverste leder, og seks jurister udpeget af parlamentet.

/ritzau/AFP

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU