Starmer: Koalition af villige skal sikre fred i Ukraine

2. MAR 2025 • 20:47UDLAND

En koalition af flere lande skal sikre fred i Ukraine, men det kræver USA's støtte, mener Keir Starmer.

Søndag har der været topmøde i den britiske hovedstad, London, om et stort spørgsmål: fred i Ukraine.

Det skal en "koalition af villige" bestående af flere lande være med til at sikre.

Sådan beskrev Storbritanniens premierminister, Keir Starmer, det på et pressemøde sidst på eftermiddagen dansk tid.

- Det vil kræve USA's støtte, sagde Starmer på pressemødet, der blev sendt af BBC.

Premierministeren understregede også, at Storbritannien er villig til at indsætte militære styrker i Ukraine med "soldater på landjorden" (boots on the ground, red.) og "fly i luften".

Keir Starmer har søndag inviteret til møde om Ukraine i London, hvor flere europæiske stats- og regeringschefer har deltaget.

Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, har også været til stede i London.

Han forlod topmødet for at gå direkte ud til en helikopter, der fløj ham til et møde med kong Charles på godset Sandringham i Norfolk.

Zelenskyj havde selv bedt om at møde kongen, og præsidenten var der i lidt over en time ifølge BBC.

Topmødet fandt sted, da Storbritannien og Frankrig har erklæret, at man vil forsøge at stå i spidsen for en europæisk fredsmodel.

De europæiske ledere har understreget vigtigheden af, at Europa skruer op for støtten til Ukraine og opruster militært i Europa.

Starmer fortalte efter mødet, at landene har aftalt at fortsætte den militære støtte til Ukraine og øge det økonomiske pres på Rusland.

- Enhver varig fred skal sikre den ukrainske uafhængighed og sikkerhed. Og Ukraine skal sidde med ved forhandlingsbordet, lød det fra premierministeren.

Han sagde også, at en fredsaftale kræver, at Rusland er med, men at Rusland ikke må kunne diktere betingelserne.

Skal koalitionen lykkes, skal USA vise støtte, sagde Starmer.

En støtte, som Storbritannien har arbejdet på siden premierministerens møde med USA's præsident, Donald Trump, torsdag.

Trump modtog i samme ombæring en invitation til at mødes med kong Charles, som han accepterede.

Starmer fortalte på pressemødet, at han lørdag har talt i telefon med Trump. Han ville ikke gå i detaljer, men, sagde Starmer:

- Jeg ville ikke tage dette skridt, hvis jeg ikke troede, det var noget, der ville give et positivt resultat i forhold til at sikre, at vi bevæger os sammen - Ukraine, Europa, Storbritannien og USA - mod en varig fred.

Premierministeren blev på pressemødet spurgt, om "koalitionen af villige" kan blive styrket af lande uden for Europa, såsom Canada, der var til stede ved søndagens møde.

Starmer sagde ja, og at Canada har været en "pålidelig allieret".

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT