Spanske myndigheder har identificeret alle 69 ofre efter togulykke
15 udlændinge og 54 spanske statsborgere mistede i sidste uge livet, da to tog bragede sammen syd for Madrid.
Alle 69 ofre for sidste uges togulykke i Spanien er blevet identificeret.Det oplyser myndighederne i Spanien sent mandag.
Blandt ofrene er 54 spanske statsborgere og 15 udlændinge - herunder fire amerikanske statsborgere, to australiere, to japanere samt én statsborger fra henholdsvis Argentina, Canada, Frankrig, Mexico, Portugal, Tunesien og Tjekkiet.
Pårørende har måttet vente i flere dage, mens retsmedicinere har identificeret de omkomne. I nogle tilfælde er arbejdet blevet udført ud fra enkelte kropsdele.
Togulykken fandt sted onsdag i sidste uge, da et højhastighedstog fra det statsejede selskab Renfe bragede ind i bagenden på et tog fra det privatejede selskab Iryo, der holdt stille på skinnerne.
Togkollisionen skete uden for landsbyen Urda omkring 130 kilometer syd for hovedstaden Madrid.
Renfe-højhastighedstoget kørte mellem 160 og 200 kilometer i timen, da det ramte det stillestående tog. Det viser en foreløbig undersøgelse af ulykken.
Der var over 500 mennesker om bord på de to tog, da ulykken fandt sted.
En fejl i et automatisk sikkerhedssystem medførte, at alle tog på en 63 kilometer lang strækning blev standset. Et kontrolcenter gav imidlertid Renfe-toget tilladelse til at genoptage kørslen, mens det andet tog fortsat holdt stille.
Det er en af de dødeligste togulykker i Europa i dette århundrede.
Det er samtidig den anden fatale togulykke i Spanien i år. I januar mistede 46 mennesker livet i en togulykke i den sydlige region Andalusien.
På baggrund af de to tragedier er der rejst fornyet tvivl om sikkerheden på landets jernbaner.
Landets premierminister, Pedro Sánchez, sagde efter onsdagens ulykke, at det er "uacceptabelt", at landet har været ramt af to alvorlige jernbaneulykker på et år.
Han skal til parlamentsvalget 29. november forsøge at forlænge sin otte år lange regeringsperiode.
RITZAU/Reuters
