Spanien støtter Ukraine med seks milliarder kroner
Spanien har en ny hjælpepakke klar til Ukraine, hvoraf størstedelen skal gå til militær bistand.
Spanien vil støtte Ukraine med 817 millioner euro, heraf 615 millioner euro til militær bistand.Det oplyser Spaniens premierminister, Pedro Sánchez, ifølge Reuters og AFP på et fælles pressemøde med den ukrainske præsident, Volodymyr Zelenskyj, der er på besøg i den spanske hovedstad, Madrid.
Hjælpepakken, der samlet svarer til 6,1 milliarder danske kroner, skal ifølge Sánchez hjælpe Ukraine i kampen mod den russiske invasion.
- Jeres kamp er vores kamp, siger den spanske premierminister ifølge AFP.
Omkring 300 millioner euro skal ifølge Sánchez gå til "nyt forsvarsmateriel".
Som en del af pakken vil Spanien ifølge Reuters købe amerikansk militært udstyr til en værdi af 100 millioner euro. Det vil blive gjort under Natos initiativ kaldet Prioritised Ukraine Requirements List (PURL).
Pakken omfatter også 200 millioner euro i kredit til virksomheder, der investerer i genopbygningen af Ukraine.
- For det første for at den ukrainske hær kan beskytte Ukraines territoriale integritet. For det andet for at beskytte civilbefolkningen. Og endeligt for at give et skub til genopbygningen, siger Sánchez ifølge Reuters om hjælpepakken.
På pressemødet tilføjer Sánchez, at den russiske præsident Vladimir Putins "neoimperialisme" har til formål at "svække det europæiske projekt og alt, hvad det står for".
Beskeden kommer, efter at Sánchez og Zelenskyj havde underskrevet flere bilaterale aftaler, herunder tiltag for at bekæmpe russisk desinformation, skriver AFP.
Krigen i Ukraine har stået på siden februar 2022, hvor Rusland invaderede nabolandet.
Ifølge Zelenskyj "er det vigtigt, at Ukraine har konstant støtte", mens krigen pågår.
Hans besøg i Spanien følger, at han netop har været i Grækenland og Frankrig.
Onsdag rejser han til Tyrkiet, hvor han blandt andet skal mødes med USA's særlige udsending Steve Witkoff.
/ritzau/
