Spanien indleder tre dages landesorg efter togtragedie
68 mennesker mistede onsdag livet i en af de værste jernbaneulykker i Europa i de seneste årtier.
Spanien har torsdag indledt tre dages landesorg, efter at 68 mennesker onsdag mistede livet i en højhastighedstogulykke i landet.Det er en af de dødeligste togulykker i Europa i dette århundrede.
Tragedien har rejst fornyet tvivl om sikkerheden på Spaniens jernbanenet, efter at landets transportminister har meldt om en "fejl" og "uforklarlige omstændigheder", der førte til ulykken.
Tidligere på året mistede 46 mennesker livet i en anden togulykke i Spanien. Spaniens premierminister, Pedro Sánchez, kalder det "uacceptabelt", at Spanien i år har været ramt af to alvorlige jernbaneulykker.
Onsdagens ulykke fandt sted i den centrale region Castilla-La Mancha, da et tog fra det statsejede selskab Renfe med 397 passagerer bragede ind i bagenden på et tog fra det privatejede selskab Iryo, der holdt stille på skinnerne.
Iryo-toget, der blev ramt bagfra, havde 147 passagerer om bord. Den kraftige kollision fik flere togvogne til at styrte ned ad en skrænt.
Redningsmandskab gennemgik natten til torsdag de ødelagte togvogne for at finde flere ofre på den vigtige jernbanestrækning, der forbinder hovedstaden Madrid med Sevilla mod syd.
Flere personer savnes stadig, og flere af de dræbte er fortsat ikke blevet identificeret, skriver BBC. Derudover er adskillige mennesker såret - flere er i kritisk tilstand.
31-årige Josimar Medina fra Peru, der var på ferie i Spanien med sin kæreste, fortalte, at han sov i Renfe-toget, da "jeg vågnede og befandt mig i luften".
En anden passager - 42-årige Pablo Mejia - slap fra ulykken med skader på hovedet. Han fortalte, at en ændring af hans togplads i sidste øjeblik reddede hans liv.
Iført en blodplettet trøje og med sin iturevne kuffert i hånden fortalte han om "et meget kraftigt sammenstød. En masse mennesker på gulvet, oven på hinanden, sæder revet løs, kufferter, totalt kaos".
Myndighederne er i gang med at undersøge årsagen til togkollisionen.
Lydoptagelser af samtaler mellem togledelsen i Madrid og lokomotivførerne ser ud til at vise, at et højhastighedstog fik tilladelse til at fortsætte, selv om et andet tog længere fremme på strækningen var gået i stå, skriver BBC.
RITZAU/AFP
