Skibe med nødhjælp vender om efter angreb på hjælpearbejdere
Skibe dropper at sejle nødhjælp til Gaza, og udlandet - herunder Danmark - kræver undersøgelse af angreb.
Skibe med nødhjælp til Gaza er tirsdag vendt om, efter at syv hjælpearbejdere fra organisationen World Central Kitchen (WCK) blev dræbt i et israelsk angreb.Det oplyser en cypriotisk embedsmand ifølge nyhedsbureauet AP.
Tre skibe med mange ton nødhjælp - heriblandt mad og andre forsyninger - ankom mandag til Gaza fra Cypern.
Ifølge talsperson for Cyperns udenrigsministerium Theodoros Gotsis blev 100 ton nødhjælp læsset af, mens 240 ton vil blive bragt tilbage til Cypern.
De syv medarbejdere fra WCK blev dræbt i et israelsk luftangreb i byen Deir al-Balah i Gazastriben sent mandag aften.
Hjælpeorganisationen har meddelt, at den sætter sit arbejde i Gaza på pause som følge af angrebet.
Angrebet har affødt mange reaktioner fra udlandet - herunder fra Danmark.
Udviklingsminister Dan Jørgensen (S) understreger på det sociale medie X, at der er brug for en fyldestgørende undersøgelse af angrebet.
- Dybt berørt af drabet på nødhjælpsarbejdere fra World Central Kitchen, der leverede nødhjælp i Gaza.
- Hjælpearbejdere skal altid beskyttes i henhold til den humanitære folkeret. Der er brug for en fyldestgørende efterforskning, siger Dan Jørgensen i opslaget, der er offentliggjort af Udenrigsministeriet på X.
Samme budskab kommer fra Det Europæiske Råds formand, Charles Michel.
- Det er på høje tid, at nedslagtningen af uskyldige civile og humanitære arbejdere stopper.
- Der bør være en undersøgelse, og gerningsmændene bør stilles til ansvar, skriver Charles Michel på X.
Samtidig siger USA's udenrigsminister, Antony Blinken, ifølge nyhedsbureauet AFP, at hans stab har været i kontakt med den israelske regering, og at USA har opfordret til, at der iværksættes en hurtig undersøgelse.
Israels militær har da også lovet at undersøge angrebet.
Premierminister Benjamin Netanyahu kalder det en "utilsigtet" og "tragisk" hændelse, at israelske styrker ramte "uskyldige" i angrebet.
/ritzau/