Sikkerhedsråd fremrykker møde efter eskalerende kampe i DR Congo
Den Demokratiske Republik Congo har lørdag afbrudt alle diplomatiske forbindelser med nabolandet Rwanda.
FN's Sikkerhedsråd har fremrykket et hastemøde om situationen i Den Demokratiske Republik Congo (DR Congo) efter eskalerende kampe.Det oplyser diplomater ifølge nyhedsbureauet AFP.
Oprindeligt skulle mødet have ligget mandag, men det er nu rykket frem til søndag eftermiddag dansk tid.
Den congolesiske hær kæmper imod M23-gruppen, som får støtte fra nabolandet Rwanda. Her har kampene især centreret sig om den congolesiske storby Goma, hvor der menes at bo mindst 800.000 mennesker.
Talsmanden for DR Congos hær, general Sylvain Ekenge, siger lørdag, at Rwanda er "opsat på at indtage byen".
M23-gruppen besatte kortvarigt byen i 2012.
M23-bevægelsen ledes af tutsier, som er en befolkningsgruppe, der både lever i DR Congo og nabolandet Rwanda.
13 udenlandske soldater fra fredsbevarende styrker er ifølge AFP blev dræbt i forbindelse med kampene.
Lørdag har DR Congo desuden afbrudt de diplomatiske forbindelser til Rwanda.
Landet har samtidig bedt om, at de rwandiske myndigheder stopper alle diplomatiske og konsulære aktiviteter i den congolesiske hovedstad, Kinshasa, inden for 48 timer.
Det centralafrikanske land Den Demokratiske Republik Congo er blandt de største lande i Afrika. Landet anslås at have omkring 115 millioner indbyggere.
Det har mange naturressourcer, men er blandt verdens fattigste lande og har en historie præget af politisk ustabilitet og konflikter.
I en udtalelse fredag sagde en talsmand for FN's flygtningeagentur, at mindst 400.000 mennesker var blevet fordrevet på grund af konflikten i år.
Flere lande har opfordret deres statsborgere til at forlade provinsen Nord Kivu, hvor Goma ligger. Det gælder blandt andet Danmark.
Udenrigsministeriet advarede fredag i et opslag på det sociale medie X om forhøjet risiko for væbnet konflikt.
/ritzau/