Serbisk politi bruger tåregas mod demonstranter ved universitet

6. SEP 2025 • 01:29UDLAND

Demonstranter krævede fredag lynvalg og ny præsident i Serbien. Præsident melder om 11 sårede politibetjente.

Politi i Serbien har fredag brugt tåregas og chokgranater mod demonstranter ved et universitet i byen Novi Sad.

Demonstranterne kræver et lynvalg, som de håber kan tage magten fra præsident Aleksandar Vucic og regeringspartiet SNS.

I en tale sent fredag aften lød det fra Vucic, at 11 politibetjente er blevet såret i forbindelse med aftenens begivenheder. Der er ikke umiddelbart nogen oplysninger om, hvor mange demonstranter der er kommet til skade.

Fredag aften var tusindvis af demonstranter samlet ved universitetsområdet. Her havde de blandt andet bannere, hvor der stod "Vi vil ikke have blokader, vi vil have valg".

På et andet banner stod der "De studerende har et presserende krav: Udskriv valg".

- Vucic, skrid, råbte demonstranterne i kor.

Nogle af demonstranterne endte i fysiske sammenstød med politiet, hvor demonstranter kastede med nødblus, mens politiet brugte tåregas og chokgranater mod folkemængden.

- Vi kommer ikke til at tillade ødelæggelse af statsinstitutionerne, siger Vucic efterfølgende til journalister.

- Serbien er en stærk og ansvarlig stat.

Præsidenten har beskyldt udenlandske sikkerhedstjenester for at stå bag de regeringskritiske demonstrationer i Serbien. Han siger, at hans tilhængere søndag vil samles i byer på tværs af landet.

I flere måneder har der været demonstrationer i hele Serbien mod Vucic og SNS - blandt andet har studerende stået bag blokader af landets universiteter.

Det blev blandt andet udløst af en hændelse i november sidste år, hvor 16 personer mistede livet, da taget på en renoveret togstation i Novo Sad kollapsede.

Demonstranter mener, at korruption var årsag til ulykken, og de har i den forbindelse krævet, at der bliver udskrevet valg.

De fleste demonstrationer har været fredelige - indtil 13. august, hvor en række både politibetjente og civile blev såret under sammenstød.

/ritzau/Reuters

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT